Politiet kommer med råd til black friday: Sådan undgår du at blive svindlet

Black friday står for døren, og Midt- og Vestjyllands Politi advarer mod svindlere på nettet, der vil snyde udsalgsjægerne.

Fuphjemmesider kan nogle gange afsløres, hvis man kigger godt efter, siger Ralf Hove Larsen fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Fuphjemmesider kan nogle gange afsløres, hvis man kigger godt efter, siger Ralf Hove Larsen fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Foto: Kåre Rolf Hansen, TV MIDTVEST

Danskerne har for alvor taget det amerikanske shopping-fænomen black friday til sig, og igen i år går det løs med tilbud i såvel fysiske som online-butikker. 

Og  særligt på nettet, skal man være ekstra opmærksom, lyder det fra Midt- og Vestjyllands Politi, der kommer med en række gode råd til, hvordan man nemt kan undgå at blive snydt.

- Det er altid en god idé at udvise stor forsigtighed, når man handler på nettet. Derudover er der en lang række punkter, man nemt kan kigge efter for hurtigt at finde ud af, om en hjemmeside er ægte eller falsk, siger Ralf Hove Larsen, vicepolitiinspektør og leder af Forebyggelse, Nærhed og Tryghed hos Midt- og Vestjyllands Politi.


Sådan spotter du en fup-hjemmeside

Ralf Hove Larsen mener, at onlineshopperne kan lure nogle af svindlerne ved at kigge nærmere på selve hjemmesiderne og ikke alene tilbuddene. 

- Er sproget på hjemmesiden uforståeligt og fyldt med fejl? Mangler der information om virksomhedens ansatte, oprindelse eller fysiske placering? Eller mangler der måske et e-mærke, der indikerer, at hjemmesiden er blevet vurderet til at være lovlig? For hvis det er tilfældet, bør man måske finde et andet sted at købe sine ting, siger vicepolitiinspektør Ralf Hove Larsen.

Man kan risikere at havne på en fuphjemmeside, hvis du klikker på en falsk annonce på sociale medier eller en anden hjemmeside, som også har annoncer

Handlende, der bliver snydt og giver sin kortoplysninger til svindlerne, vil ofte med det samme eller på et senere tidspunkt blive brugt til at hæve penge på eller til anden form for kriminalitet.

Hvis uheldet derfor allerede har været ude, og man er blevet snydt på en fuphjemmeside, er det vigtigt, at man hurtigt får kontaktet sin bank og spærret sit betalingskort. Hvis man har mistanke om, at man han handlet på en falsk hjemmeside, bør man løbende tjekke sin netbank og holde øje med mistænkelige transaktioner på sin konto.


Hvis sagen skal anmeldes kan det gøres på politi.dk. Hvis man har spørgsmål eller er i tvivl, må man altid ringe til politiet på telefonnummer 114.

Råd til sikker nethandel
Foto: Midt- og Vestjyllands Politi