Politiet beslaglægger langt flere pebersprays end tidligere

Siden lovgivningen om pebersprays blev lavet om i 2019, har politiet beslaglagt langt flere pebersprays end tidligere.

I 2019 blev det lovligt at købe en autoriseret peberspray, som dem politiet har, til brug ved selvforsvar i hjemmet.
I 2019 blev det lovligt at købe en autoriseret peberspray, som dem politiet har, til brug ved selvforsvar i hjemmet.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Politiet beslaglægger langt flere pebersprays nu end tidligere. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

I 2019 havde politet mere end tre gange så mange sager, der involverede pebersprays, som de havde i 2018. I 2018 registrerede Midt- og Vestjyllands Politi 75 sager om pebersprays, men i 2019 blev der registreret 256 sager i det midt og vestjyske. 

Politiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi, Martin Løye fortæller, at næsten alle sagerne omhandler beslaglæggelser at det lille våben.

- Vi kan se, at der har været en stigning i sager om pebersprays, siden den nye lovgivning trådte i kraft den 1. januar 2019. Der kan vi se, at antallet af beslaglæggelser af peberspray er steget markant, siger Martin Løye.

Lovgivningen, som politiinspektøren nævner, er loven om, at det er lovligt at have en peberspray i hjemmet, så længe man er fyldt 18. Man må altså ikke have den med, når man forlader huset, men det er der mange, der har alligevel.

- Vi har mange besiddelsessager, hvor folk bliver taget med peberspray uden for hjemmet. Men de fleste af beslaglæggelserne, vi laver, er typisk er i forbindelse med postforsendelser. Der er mange, der har købt dem ulovlige steder på nettet, fortæller Martin Løye.

Politiinspektøren oplyser, at mere end 100 af 256 sager omhandler ulovligt importerede pebersprays, der er blevet opsnappet i postsystemet. 

Bøden for ulovlig besiddelse af pebersprays er på 3.000 kr.