Politiet advarer mod falsk betjent

​En falsk betjent forsøger at snyde Facebook-brugere til at udlevere CPR-numre, adgangskoder og nøglekort.

politiskilt.jpg
Foto: Flemming Christensen

En svindler har torsdag sat sig til tasterne. Under navnet Preben Nielsen forsøger vedkommende at lokke CPR-nummer, adgangskoder til NemID og billeder af nøglekort til NemID ud af brugere på Facebook.

Det oplyser Nordjyllands Politi, der advarer imod at besvare beskederne. I stedet skal man kontakte Nordjyllands Politi, hvis man har modtaget en sådan besked.

- Nordjyllands Politi har i dag torsdag 29. marts modtaget flere anmeldelser fra personer, som har modtaget falske henvendelser på Facebook og Messenger, skriver politiet.

Manden udgiver sig for at betjent, selv om dette ikke er tilfældet.

- Denne person præsenterer sig som politimand og har vedhæftet et billede med politilegitimation, skriver Nordjyllands Politi.

/ritzau/