Politiaftale er uden Venstre: - Vi bliver nødt til at sige fra
På grund af finansieringen ønskede Venstre ikke at være med i den nye politiaftale.
Det var uden Venstre, da der tirsdag aften med bredt politisk flertal blev indgået en ny politiaftale for 2021-2023.
Det blå parti forlod forhandlingerne, da det stod klart, at finansieringen skulle ske gennem højere skatter i form af blandt andet højere bødetakster, flere trafikbøder og højere gebyr på køreprøver.
Det er noget, som Venstre flere gange har meldt ud, at de ikke vil være med til.
- I Venstre mener vi det rent faktisk, når vi siger, at vi har et skattestop. Det skal danskerne kunne regne med, og det skal der være sikkerhed omkring, skriver retsordfører Inger Støjberg (V) i en pressemeddelelse.
Den nye politiaftale blev indgået efter flere måneders forhandlinger og endte med at være en aftale med regeringen, Enhedslisten, Konservative, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Radikale Venstre og SF.
Vil være den ansvarlige opposition
Danmark har verdens største skattetryk, kom det frem i en rapport fra OECD tidligere på måneden.
Af den simple årsag ønskede Venstre ikke at indgå i aftalen, selvom de sad længe med til forhandlingerne, fastslår Inger Støjberg.
- Vi bliver nødt til at sige fra. Der bliver nødt til at være en opposition i Folketinget mod regeringens skatteangreb. Vi bliver nødt til at vise danskerne, at der også er en anden vej. Hvor man kan styrke vores politi og værne om danskernes sikkerhed, uden at gøre det dyrere at være dansker, skriver retsordføreren og fortsætter:
- Det er op til Venstre at være den ansvarlige opposition, der siger fra og viser vejen. Der er ikke andre, der kan løfte den opgave end os.
Kunne finansieres anderledes, mener V
Den nye politiaftale betyder, at der kommer 450 ekstra betjente på landsplan, ligesom der vil komme 20 nærpolitistationer rundt omkring i landet. Disse kommer blandt andet til at ligge i Ikast-Brande, Vesthimmerland og Struer.
Selv om Venstre ikke er med i aftalen, mener partiet alligevel, at det har haft stor indflydelse på udformningen.
- Vi gik til forhandlingerne med et krav om en politigaranti, styrkelse af kampen mod økonomisk kriminalitet, opholdsforbud og flere vigtig ting, som er kommet med i aftalen. Vi står ved alle de elementer, og vi bakker fuldt op om vores politi og danskernes sikkerhed, skriver Inger Støjberg.
Det er dog den endelige finansiering, som Venstre mener, skulle have været anderledes.
- Vi havde en række forslag til, hvordan regningen skulle betales uden at hæve skatten for danskerne. Vi kunne sænke ydelserne for arbejdsløse indvandrere, vi kunne lave øget konkurrenceudsættelse på den dyre Kammeradvokat-ordning, vi kunne mindske brugen af konsulenter, som lovet af regeringen, og vi kunne mindske SU-udgifterne til udenlandske studerende for bare at nævne nogle eksempler, skriver partiet.
Få et overblik over hovedpunkterne i politiaftalen herunder.