Politi med opfordring: Udskyd grænsehandlen til søndag

Lørdag begynder sommerferien for mange tyskere. Vent derfor med at grænsehandle, opfordrer politiet.

Politiet forventer kø ved den danske grænse i dag, fordi mange tyskere er på vej på sommerferie i Danmark. Arkivfoto.
Politiet forventer kø ved den danske grænse i dag, fordi mange tyskere er på vej på sommerferie i Danmark. Arkivfoto.
Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix

Flere tyske delstater starter deres ferie lørdag, og det kan skabe lange køer ved grænsen til Danmark.

Det skriver Sydjyllands politi i en meddelelse.

Politiet opfordrer derfor danskere, der havde tænkt sig at læsse bilen med sodavand, slik og andre dagligvarer fra de tyske grænsebutikker om at vælge en anden dag.

Det kan nemlig skabe ekstra stort pres på grænsekontrollen ved den dansk-tyske grænse.

Hvis man ikke kan vente, så skal det gøres tidligt om morgenen eller sent om aftenen, lyder opfordringen politiet.

Ved grænseovergangene har det heller ikke været muligt at åbne flere baner, så det kunne lette noget af trafikken, oplyser politiet.

Danmark åbnede grænserne for tyske ferieturister 15. juni, hvor tyskere med mindst seks bookede overnatninger kan rejse ind i Danmark.

De regler gælder ikke for borgere med bopæl i Slesvig og Holsten.

Sydjyllands politi har også en opfordring til de tyske turister for at lette ventetiden ved grænseovergangene.

Her lyder opfordringen, at papirer og legitimation på alle i bilen skal ligge klar.