Politi efterlyser tricktyv: Har du set denne mand?

Midt- og Vestjyllands Politi efterlyser en mand, der er mistænkt for at stå bag flere sager med tricktyveri af betalingskort.

Politiet beder offentligheden om hjælp til at finde denne mand.
Politiet beder offentligheden om hjælp til at finde denne mand.
Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

En tricktyv har flere gange været på spil i den midt- og vestjyske landsdel. Derfor efterlyser politiet nu vidner og oplysninger i sagen. 

Tirsdag den 12. juli begik manden et tricktyveri ved Føtex' p-plads i Herning. Her spurgte han om vej til Odense og fremviste et landkort. Der er muligvis set en bordeaux-farvet personbil (måske en Mercedes) i forbindelse med tricktyveriet, hvor der blev stjålet to hævekort, som siden blev misbrugt ved en hæveautomat ved Nykredit i Herning.

Samme dag slog manden igen til ved Løvbjerg i Tarm. Denne gang var han formentlig kørende i en hvid personbil. Her blev den forurettede borger spurgt om vej til sygehuset. Hævekortet blev i den forbindelse stjålet og siden misbrugt ved Ringkøbing Landbobanks hæveautomat i Tarm.

Den 25. juli begik manden endnu et tricktyveri på Søndergade i Vinderup. Her blev der spurgt om vej til Kolding Sygehus, hvorefter tricktyven stjal hævekort fra en pung i den forurettedes bil. Kortet blev efterfølgende misbrugt ved betaling i flere Fakta-butikker i både Skive og Viborg. 

Aflurer pinkoder og misbruger oplysningerne

Gerningsmandens fremgangsmåde er at aflure kortets pinkode, mens kunden betaler i butikken, hvorefter gerningsmanden tager kontakt til den forurettede på et parkeringsområde. Her afleder gerningsmanden den pågældendes opmærksomhed ved at spørge om vej eller forvirre ved at vifte med et landkort. 

I den forbindelse stjæler han eller en medskyldig betalingskortet fra forurettedes bil. Politiet vurderer derfor, at minimum to gerningsmænd er involveret i tricktyveriet.

Politiet har flere billeder af den mistænkte fra forskellige sager. Den afbillede gerningsmand vurderes ud fra yderligere fotos at have forøvet lignende tricktyverier i Nordjylland, Sønderjylland og på Sjælland.

Har du informationer i sagen?
Politiet har brug for at få et overblik over, hvor manden og hans hjælper(e) har huseret. Hvis borgerne har set denne mand eller har andre oplysninger i sagen, så ret henvendelse til politiets servicecenter på 114 eller send en mail til mvjyl@politi.dk

Midt- og Vestjyllands Polit vil gerne høre fra folk, der har kendskab til denne mand. Han sættes i forbindelse med flere trivktyverier i landsdelen. 
Midt- og Vestjyllands Polit vil gerne høre fra folk, der har kendskab til denne mand. Han sættes i forbindelse med flere trivktyverier i landsdelen. 
Foto: Midt- og Vestjyllands Politi