Coop har valgt at tilbagekalde et pizzakit, der er blevet solgt i Kvickly og SuperBrugsen.
Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Produktet hedder 'Wewalka Pizza Kit Classic + Tomato Sauce', og tilbagekaldelsen sker, fordi der er fundet metalstykker i tomatsaucen.
Ikke egnet til konsum
- Der er risiko for indhold af metalstykker i tomatsaucen, og producenten kan ikke udelukke, at andre glas kan indeholde fremmedlegemer. Pizzadejen er ikke berørt af fejlen, skriver Fødevarestyrelsen i pressemeddelelsen.
Tilbagekaldelsen gælder alle 'Wewalka Pizza Kit Classic + Tomato Sauce' med følgende holdbarhedsdatoer: 25.07.20, 01.08.20, 08.08.20, 11.08.20, 15.08.20.
Er du i besiddelse af et af de tilbagekaldte pizzakit, bør du enten levere det tilbage til butikken eller kassere det.