Pilot tiltalt for uagtsomt manddrab

Politiet har besluttet at rejse tiltale mod den pilot, der i marts sidste år ramte og dræbte en tilskuer med sin vingespids i forbindelse med en flyopvisning i Karup.

090116_Flyskole_Bin_Clip.03.jpg

55-årige Leif Østerbye Pedersen fra Lemvig blev dræbt, da han blev ramt af vingespidsen af et fly under en flyveopvisning på Flyveskolen i Karup marts sidste år. Nu har politiet besluttet at piloten bliver tiltalt for uagtsomt manddrab. Det fortæller anklager Iben Staal hos Midt- og Vestjyllands Politi til TV/MIDT-VEST.

Politiet vil ikke uddybe, hvorfor det mener, piloten var skyld i ulykken.

Forsvarets Auditørkorps har tidligere undersøgt ulykken og slog fast, at sikkerhedsafstanden mellem fly og tilskuere ikke blev overholdt. Desuden havde flyet for meget fart på, da det i forbindelse med en parkering, ramte 55-årige Leif Østerbye. Auditørkorpset mente dog ikke, at Flyvevåbnet kunne gøres ansvarlig for ulykken.

Men TV/MIDT-VEST erfarer piloten var civilt ansat. Piloten har nået pensionsalderen, men da han er meget rutineret og Flyvevåbenet stadig gerne ville bruge ham, er han fortsat i en civil ansættelse. Det betyder sagen er overdraget til de civile domstole. Nu har politiets anklagemyndighed besluttet at rejse tiltale mod piloten for uagtsomt manddrab.

Anklagemyndigheden vil dog kun kræve bødestraf, da den ikke mener, der er tale om skærpende omstændigheder.

Interview med anklageren i sagen, politifuldmægtig Iben Staal, Midt- og Vestjyllands Politi.

0:59