Patienter får flere sygebesøg i eget hjem med ny aftale

Der er indgået aftale om en ny tre-årig overenskomst for de praktiserende læger.

Patienterne kan se frem til flere besøg i hjemmet.
Patienterne kan se frem til flere besøg i hjemmet.
Foto: Scanpix / Mikkel Møller Jørgensen

Efter ti måneders forhandlinger er de Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og Danske Regioners Lønnings- og Takstnævn (RLTN) natten til torsdag nået til enighed om en ny overenskomst for de praktiserende læger.
    
Det skriver Danske Regioner i en pressemeddelelse.
    
Et af hovedelementerne i aftalen er, at de praktiserende læger på sigt skal stå for hovedparten af behandlingen af KOL- og diabetes type 2-patienter.
    
Samtidig betyder aftalen, at svage patienter får flere sygebesøg i eget hjem, mens de praktiserende læger får et større ansvar for at følge op på patienter, efter at de er blevet udskrevet fra hospitalet.
    
- Med aftalen sørger vi for, at borgere med kroniske sygdomme kan få behandling tættere på eget hjem, og vi styrker de praktiserende læger ved at flytte opgaver fra hospitalerne ud i det nære sundhedsvæsen, siger Anders Kühnau, som er forhandlingsleder for Danske Regioner og formand for RLTN.
    
Aftalen skal også sikre, at der kan lokkes flere læger til de områder af landet, som er ramt af lægemangel.
    
De betyder, at læger får et ekstra honorar, hvis de har mange behandlingskrævende patienter eller arbejder i lægedækningstruede områder.
    
Aftalen viser, at både regioner og læger er interesseret i vækst og udvikling i den almene praksis, siger Christian Freitag, som er formand for PLO.
    
 - Det skaber et godt grundlag for rekruttering og lægedækning fremover. Den lægger i mine øjne nogle meget vigtige spor for de praktiserende lægers fremtid og dermed også for vores patienter, udtaler han i pressemeddelelsen.
    
Hvis aftalen godkendes, træder den i kraft 1. januar 2018 og løber tre år frem.
    
/ritzau/