Pas på: Svindler udgiver sig for at være fra politiet

En svindler udgiver sig lige nu for at være fra Midt- og Vestjyllands Politi. Han ringer til folk over hele landet – typisk sent om aftenen.

Svindlere forsøger at lokke både CPR-nummer, kontonummer og NemID ud af sine ofre.
Svindlere forsøger at lokke både CPR-nummer, kontonummer og NemID ud af sine ofre.
Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Midt- og Vestjyllands Politi har de seneste uger fået en hel del opkald fra borgere fra hele landet, der er blevet kontaktet af en svindler, der udgiver sig for at arbejde netop hos den midt- og vestjyske del af ordensmagten. 

- Bare i sidste weekend havde vi omkring tyve henvendelser, og vi får stadig opkald, skriver politiet i et opslag på Facebook. 

Flere fortæller, at det ser ud som om, svindleren ringer fra nummeret 9610 1448 – et nummer, der rent faktisk hører til hos politiet i det midt- og vestjyske. Derfor advarer politiet nu mod, at man hopper i fælden. 

På jagt efter NemID og andre personlige oplysninger

Manden ringer typisk sent om aftenen og kan for eksempel finde på at sige, at en svindler har optaget lån i personens navn, og at han derfor har brug for CPR-nummer, kontonummer og NemID for at stoppe svindelen. 

Men her bør alarmklokkerne ringe, lyder det fra Midt- og Vestjyllands Politi i et opslag på Facebook. Politiet og andre myndigheder kunne nemlig aldrig finde på at ringe og bede om dine NemID-oplysninger. Er man i tvivl om, hvorvidt det virkelig ér politiet, man har i røret, opfordrer Midt- og Vestjyllands Politi til, at man får den pågældendes navn, lægger på og derefter ringer op via 114.

Og så har politiet også samlet en række gode råd til, hvordan man undgå at blive snydt.