Pas på din cykel! Sådan kan du undgå tyveri

​I Midt- og Vestjyllands Politikreds har der i de sidste måneder været en del indbrud, hvor tyvene målrettet er gået efter meget dyre MTB- og Racercykler.

Det er ikke altid nok at sørge for, at cyklen er låst.
Det er ikke altid nok at sørge for, at cyklen er låst.
Foto: Colourbox

Cykler er et populært mål for tyvene rundt om i landet, og det vil politiet gerne ændre på.

Derfor er Midt- og Vestjyllands Politi gået sammen med Danmark Cykle Union (DCU) og Dansk Gymnastik og Idrætsforeninger.

De har i den forbindelse opstillet nogle forebyggelsesregler, som især licens- og motionscykelrytterne kan følge, og som gør det sværere for tyvene at få fat i de populære og ofte ret dyre cykler.

Tænk over, hvor du opbevarer din cykel

  • Anbring så vidt muligt cyklen i huset frem for udhus, garage eller lignende. Det er typisk sværere at skaffe sig adgang til huset, og derved er risikoen for at blive opdaget også større.
  • Anbring cyklen aflåst, så den ikke kan ses ude fra. Lænk den eventuelt til en fast genstand.

Tænk over hvad der ligger på nettet

  • Ved brug af motionsapps og sociale medier, så husk altid privatindstillingerne, så du bestemmer, hvem der kan se ruter og billeder.
  • Tænk over hvilke billeder der lægges op på nettet/sociale medier. Tyven følger også med her. Er du og din cykel afbilledet, kan tyven måske finde frem til din adresse.

Mærk din cykel usynligt

  • Usynlig mærkning kan foretages med Microdot eller DNA-lak.
  • Sæt mærkater på huset, så man kan se, at værdifulde genstande er mærket med usynlig mærkning. Det er mindre attraktivt at stjæle mærkede effekter, fordi de er svære at omsætte.
  • Hvis cyklen er mærket med DNA-lak, kan det ses med UV-lys, og politiet kan hurtigt tjekke, om cyklen er stjålet, finde dens ejermand – og måske endda finde frem til gerningspersonen.
  • Microdot- og DNA-kit kan købes på nettet, hos forsikringsselskaber og byggemarkeder.

Anvend eventuelt videoovervågning, alarm eller GPS

  • Benyt eventuelt videoovervågning eller tyverialarm.
  • ​Meget dyre cykler kan evt. udstyres med GPS-tracker.

Sådan indretter du dig

Sørg for god belysning i og omkring boligen, så tyven har svært ved at komme ind uden at blive set. Køb eksempelvis tænd/sluk-ure.

Klip hækken ned. Det giver bedre ind- og udsyn, større tryghed og færre skjulesteder, og få huset til at se beboet ud, når du ikke er hjemme. Lad lyset være tændt, lad rodet ligge og lad opvasken stå.

Hjælp din nabo. Hold et vågent øje med naboens hus og parkér din bil i deres indkørsel, hvis ikke de er hjemme. Du kan også smide affald i deres skraldespand og tømme deres postkasse, hvis de ikke er hjemme.

Det bedste værn mod indbrud er mennesker. Hils derfor på andre i nabolaget - også dem, du ikke kender. Tyven vil hverken ses eller genkendes, så et simpelt ”hej” kan være nok.

Læs mere på www.stopindbrud.dk og www.nabohjælp.dk