Det er sommer, det er sol, og det er knastørt.
Kombinationen af varme og tørke har gjort den midt- og vestjyske natur til den rene brandfælde. De lokale beredskaber melder om flere mindre brande og opfordrer til stor forsigtighed. En gnist eller et smidt cigaretskod kan hurtigt få alvorlige konsekvenser.
- I går havde vi fire naturbrande, hvoraf de tre skyldtes uforsigtig omgang med ild, fortæller Kim Wemmelund, beredskabschef ved Brand & Redning MidtVest, der dækker Ringkøbing-Skjern, Herning og Ikast-Brande.
Han fortæller, at det ofte går galt, når folk griller i sommervarmen.
- Mange tror, at gløderne er slukket og hælder kullene ud i naturen, men der går altså meget lang tid, inden alle gløder er væk. Det bedste er at lade kullene ligge i grillen. I det hele taget kan mange problemer undgås ved fornuftig omtanke, siger Kim Wemmelund.
Ukrudtsbrænder
Hans kollega hos Midtjysk Brand & Redning, beredskabsdirektør Klaus Hebsgaard, peger også på ukrudtsbrændere som et stort problem i sommervarmen. Fredag eftermiddag måtte brandvæsnet rykke til Skals, hvor en ukrudtsbrænder betød, at der opstod en mindre brand på en landejendom.
- Det er meget tørt derude, og med den vind, der meldes om, kan det meget hurtigt gå galt. Man skal udvise den størst mulige forsigtighed, hvis man skal bruge ild i naturen. Allerhelst skal man lade være, siger Klaus Hebsgaard.
Flere kommuner har indført afbrændingsforbud, men det er endnu ikke sket i det midt- og vestjyske.
- Vi følger situationen, siger Klaus Hebsgaard.
Eksternt link: Se en liste over kommuner med afbrændingsforbud