Pape: Der skal være et mandat

Søren Pape siger til TV MIDT VEST, at der skal være et konservativt mandat i Midt- og Vestjylland. Alt andet kan ikke passe, siger han.

070814GladPape.jpg

Vi har stillet Søren Pape tre spørgsmål om, hvorfor han stiller op til næste Folketingsvalg i Midt- og Vestjylland. Og risikoen ved at stille op i en kreds, hvor De Konservative ikke fik et eneste mandat ved sidste valg.

Hvorfor stille op her i Midt- og Vestjylland – og hvorfor ikke tænke lidt mere strategisk og stille op i en anden valgkreds, hvor der måske var større sandsynlighed for at blive valgt ind?

- Jeg stiller op i Midt og Vestjylland, fordi det er der, jeg har rod. Det er der, jeg har hjemme, det er der, jeg har mine ben plantet, det er der, jeg har ageret som borgmester, og jeg tror på, at midt- og vestjyderne også vil bakke op og bakke en partileder op på Christiansborg, der er valgt i Midt- og Vestjylland.

Det kan være lidt af et sats at stille op et sted, hvor ingen Konservative blev valgt ind ved sidste valg. Hvad siger du til det?

- Det viser i hvert fald, at jeg tror på projektet. Og jeg tror også, at vi får et mandat, altså der skal være et konservativt mandat i Viborg, Silkeborg, Herning, Holstebro, Struer, Lemvig og Ringkøbing-Skjern. Det kan jo ikke passe, at der ikke er et konservativt mandat, og det er jeg meget stærk i troen på, at vi får den her gang. Så jeg stiller op, og jeg stiller op lokalt, og jeg tror på projektet.

Skrækscenariet kunne være, at de Konservative står med en leder som ikke er valgt ind i Folketinget – Hvad tænker du om det?

- Så tænker jeg, at det var så den oplevelse, så er jeg kommet meget hurtigt ud af politik. Så enkelt, slutter Søren Pape af med et smil.

Folketingsvalget bliver udskrevet indenfor et år.