På job med Corona: Biskoppen, politikeren og børnehavelederen ser tilbage på et hårdt år

2020 blev et år, hvor ingen kunne udføre deres job, som de plejede. Biskoppens julegudstjenester forsvandt, regionsrådsformanden havde ekstra travlt, mens Børneuniverset i Mejdal drev børnehave på Hjerl Hede.

Udsigten til en normal hverdag er stadig lang. Corona holder fortsat landet lukket, og der ikke så meget at fejre. 

Men i Børneuniverset i Mejdal har de ikke ladet sig slå ud af coronaen. Specielt børnene har tacklet restriktioner og social afstand rigtig godt.

- Børnene indordner sig, og det er de hamrende gode til. Det er fedt, at de har nogle gode kompetencer, som vi måske mister, når vi bliver lidt ældre. Jeg tror aldrig, at børn har vidst noget om influenza, men de ved alt om corona, siger lederen af Børneuniverset Mejdal, Simon Tang.

Selvom pandemien har betydet, at man skulle holde afstand, så har børnehaven fundet en måde, hvorpå børnene har kunnet lege som børn. De har blandt flyttet dele af børnehaven til Hjerl Hede.

- Jeg tror ikke, at børnene har lidt afsavn. De ved ikke nødvendigvis, hvad de er gået glip. Det har i stedet skabt noget nærvær. Vi kunne flytte alle børn skiftevis ud på Hjerl Hede, og det var en kæmpe oplevelse for børnene. Især i coronatiden, hvor alt andet bare var trist, fortæller Simon Tang.

quoteJeg tror aldrig, at børn har vidst noget om influenza, men de ved alt om corona.

Simon Tang, leder af Børne Universet Mejdal

Selvom børnehaven har formået at skabe gode minder i 2020, så glæder lederen sig stadig til, at hverdagen bliver normal igen.

- Jeg glæder mig til, at man kan gå på arbejde med glæde uden at være bange. Jeg har medarbejdere, der har været bange, når tingene begyndte at lukke ned igen, mens daginstitutioner stadig var åbne, siger han.

Julen gik i vasken

Afslutningen på 2020 var fyldt med knap så gode minder for biskoppen i Viborg Stift, Henrik Stubkjær. Det blev en jul, som han aldrig vil glemme.

I 11. time blev julegudstjenesterne aflyst, selvom Folkekirken få dage forinden havde sikret sig, at gudstjenesterne kunne afholdes.

- Det var mildest talt hektisk. Den 21. december fik vi at vide af Sundhedsstyrelsen, at vi godt kunne holde gudstjenesterne. Det var helt forsvarligt, så det gjorde vi klar til. Derfor følte vi også, at vi blev hældt ned ad brættet den 23. december, siger biskoppen.

Henrik Stubkjær håber derfor, at 2021 kan blive mere festligt, og ideudviklingen af nye tiltag er allerede i gang.

- Måske skal vi i gang med nogle drop-in barnedåb eller andre nye tiltag, der giver en anledning og noget at fejre. Det samme med bryllupper. Der har vi også et efterslæb, som vi skal indhente, fortæller han.

- Jeg er stolt af vores sundhedsvæsen

For regionsrådsformanden Anders Kühnau (S) blev 2020 det travleste år i hans politiske karriere på trods af, at han havde håbet på det stik modsatte.

- Da vi gik ind i 2020, sagde jeg til mine venner og min familie, at jeg skulle have et mere roligt år end de to første, jeg havde som regionsrådsformand.

quoteDet har været spændende at være med til at træffe beslutningerne og til at gøre en positiv forskel.

Anders Kühnau, Soc.dem., regionsrådsformand

Men det seneste år har været alt andet end roligt for regionsrådsformanden. Smitteopsporing, vacciner og sygehuskapacitet har fyldt overskrifterne det seneste år, og det har givet overarbejde til Anders Kühnau.

Alligevel har det ikke kun været som at cykle op ad bakke i modvind.

- Selvfølgelig havde vi gerne været fri for corona. Det er der ingen tvivl om. Men nu er den her, og så har det været spændende at være med til at træffe beslutningerne og til at gøre en positiv forskel, siger regionsrådsformanden.

Som det ser ud lige nu, så tror Anders Kühnau på, at vi kommer godt igennem krisen.

- Jeg er imponeret over, hvor godt det er gået, og jeg er stolt af vores sundhedsvæsen. Det er gået langt bedre, end vi havde frygtet, og det er gået langt bedre end i udlandet. Jeg håber at alle danskere er vaccineret inden sommerferien, så vi forhåbentlig kan komme ud og rejse.

Ifølge sundhedsmyndighederne, så regner de med, at alle danskere er blevet vaccineret senest den 27. juni.


Læs flere artikler fra Midt- og Vestjylland eller i kategorien Samfund.