På jagt med naturvejleder - Jans have bliver invaderet

De blodtørstige insekter har lige nu gode betingelser efter en regnfuld sommer.

2:01
Den våde sommer har givet de små insekter særligt gode betingelser i år.

Efter en stille periode er myggene igen begyndt at summe omkring os, og mange er de seneste dage blevet befængt af myggestik på de vindstille og lune aftener. Den våde sommer har nemlig givet de små insekter særligt gode betingelser for at yngle i år. 

- Det betyder, at de kan få en generation ekstra. De skal have de her vandpytter rundt omkring, der tørrer ud. Og hvis de ikke har dem, så er det ikke godt for myg, fortæller naturvejleder Jan Kjærgaard fra Bryrup, der har taget TV MIDTVEST med ud og lede efter de små insekter. 

Og der skulle ikke mere end 10 meters gang i naturvejlederens have til, for her stod en spand med vand i - et slaraffenland for myggene. 

- Jeg garanterer dig for, at i halvdelen af haverne i Danmark, der står en spand med vand i. Og det er der, hvor mygge-larverne udklækkes, så til en vis grad er vi selv skyld i, at vi får myg, siger han.

Et vandhul som dette er et godt sted for myggene at udklække.
Et vandhul som dette er et godt sted for myggene at udklække.
Foto: Henrik Skyt Drivsholm, TV MIDTVEST

Og rundt om i sommerlandet har de også lagt mærke til myggenes comeback. Campisterne Torben og Ninette Gregersen har så sent som i denne uge været plaget af myg.

-I går (tirsdag red.) var der mange, siger manden, mens hans hustru bakker op:

- Det er da irriterende. For de klør og kradser, når de stikker, og svirrer i ørerne, når man skal sove, siger Ninette Gregersen.

Der er også 1000 slags myg i Danmark. De fleste er helt harmløse for mennesker, men omkring 35 typer myg stikker - vel at mærke kun hunnerne. 

- Han-myg kan klare sig med nektar, de skal ikke bruge så meget energi. Hunnerne skal lave æg, så de skal bruge noget energi, og der er blod nummer et, forklarer Jan Kjærgaard.

Er man ved at være godt træt af de små insekter, så frygt ikke. De fordufter som regel igen i løbet af august. Alternativt kan du få nogle husmoderråd til at undgå myg i artiklen her.