Overblik trafikulykker 2019: Både godt og skidt nyt

Midt- og vestjyderne står fortsat for den største del af trafikdræbte i Danmark. Men der er også sket fremskridt på landsdelens landeveje.

27 personer blev dræbt i Midt- og Vestjyllands Politikreds i 2019.
27 personer blev dræbt i Midt- og Vestjyllands Politikreds i 2019.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Vejdirektoratet er kommet med en ny opgørelse over trafikulykker i landets politikredse for 2019.
Her er der både gode og dårlige nyheder for Midt- of Vestjyllands Politi.

Andelen af spiritusrelaterede personskadeulykker i Midt- og Vestjyllands Politikreds er i 2019 lavere end i 2017 og 2018, hvor det var henholdsvis 14% og 16%. I 2019 var den på 12%.

Desværre står midt- og vestjyderne fortsat for den største del af trafikdræbte i Danmark.

Politikredsen tegnede sig i 2019 for 10,1% af den samlede befolkning. Men antallet af trafikdræbte lå på 13,6% af det samlede antal på landsplan.

3:00
TV MIDTVEST var med politiet på kontrol lørdag aften. Se med her.

Lederen af færdselsafdelingen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Henrik Glintborg, fremhæver tre ting som de helt store syndere ved trafikdrab:

- Uopmærksomhed, for høj fart og kørsel i påvirket tilstand, fortæller han og understreger:

- Et færdselsdrab, en alvorlig ulykke, er jo en ulykke for meget.

 
 
Foto: Grafik Vejdirektoratet

Udvikling i ulykkestal 2015- 2019
27 personer blev dræbt i Midt- og Vestjyllands Politikreds i 2019. Det er på niveau med de andre år i perioden fra 2015–2019 bortset fra i 2017, hvor der var flere dræbte.

Antallet af tilskadekomne er dog i 2019 lavere end i alle de andre år i perioden. Det gælder både alvorligt og lettere tilskadekomne.

- Jeg ved godt, vi ikke kan komme ned på det, vi alle sammen gerne vil, et rundt nul, men vi vil gerne længere ned, og det kan vi også godt gøre, hvis også bilisterne tænker sig godt om, mener lederen af færdselsafdelingen.

Han forsikrer, at politiet vil være meget synligt - især på de områder, hvor man ved, det ofte koster liv.

Vær opmærksom lige nu

I 2020 er status 17 trafikdrab, men året er ikke omme endnu, og Henrik Glintborg frygter den kommende tid.

- Vi går jo mod den mørke tid, hvor trafikanterne, skal være ekstra agtpågivende.

Han opfordrer alle trafikanter til at være opmærksomme på de udfordringer, årstiden giver.

Her kan du læse hele rapporten fra Vejdirektoratet.

3:29
Se et uddrag af interviewet med Henrik Glintborg.