Orange billetter i Midt- og Vestjylland

Siden juli har midt- og vestjyder ikke kunnet benytte DSBs Orange billetter, når de kører med Arriva. Nu har Socialdemokraterne mistet tålmodigheden med transportministens tempo i sagen.

Problemet med DSBs Orange billetter skyldes, at Arriva har sagt samarbejdet med DSB op. Det betyder, at passagerer er nødt til først at købe billet til normal pris til nærmeste station DSB betjener og først derfra kan benytte Orange tilbuddene.

- Det er helt urimeligt, at blot fordi man bor ved en togstrækning, hvor andre end DSB står for togdriften, så kan man ikke benytte DSBs billige billetter, siger Thomas Jensen, MF for Socialdemokraterne.

Der holdes samråd i sagen torsdag 11. december.