Oppositionspartier: Mere militær skaber ikke mere tryghed

Enhedslisten og SF kritiserer det nye forsvarsforlig. De mener ikke, at tiden er til at investere i Forsvaret.

Forsvarsordfører for SF Holger K. Nielsen kritiserer den nye brigade.
Forsvarsordfører for SF Holger K. Nielsen kritiserer den nye brigade.
Foto: Ida Marie Odgaard / Ritzau Scanpix

Det nye forsvarsforlig, der blev præsenteret søndag, falder ikke i god jord hos flere partier i oppositionen.
    
Enhedslistens forsvarsordfører, Eva Flyvholm, kritiserer forliget, der tilfører 12,8 milliarder kroner til Forsvaret over de kommende seks år.

- Mere militær skaber ikke mere tryghed, det er bare voldsomt dyrt. Hvis vi i stedet investerede de milliarder af kroner i forebyggelse af krige og konflikter, ville det give langt mere fred og stabilitet, siger hun i en pressemeddelelse.
    
Hun peger på oprettelsen af en ny brigade som et af hovedkritikpunkterne til forliget.
    
- Jeg er bekymret for, at oprustningen med en ny brigade på 4000 soldater bidrager til et våbenkapløb mellem Nato og Rusland, som bestemt ikke er i Danmarks interesse.
    
- Vi burde i stedet arbejde for en gensidig forpligtende nedrustning omkring Østersøen.
    
Også hos SF bliver forliget mødt med utilfredshed. Forsvarsordfører Holger K. Nielsen kritiserer også den nye brigade:
    
- Det vil tage tid, før den kan sættes i aktion, og i hvilken sammenhæng skal den i kamp?
    
- Forestiller man sig, at det er i forbindelse med en europæisk storkrig? I så fald er vi ude i noget langt alvorligere, siger han i en pressemeddelelse.

Holger K. Nielsen finder det dog positivt, at man har valgt at sætte lige over en milliard kroner af til cybersikkerhed. Han forstår dog ikke, hvorfor man ikke prioriterer området endnu højere.
    
- Det er fornuftigt, at der afsættes flere penge til cyberforsvar, men i forhold til de øvrige militære tiltag er det faktisk begrænset, hvad der bruges på dette meget vigtige område.
    
Forsvarsforliget blev indgået mellem de tre regeringspartier samt Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Radikale Venstre.
    
Forliget fokuserer blandt andet på at forberede Forsvaret til at kunne operere i Østersøen og til at tage del i missioner med Nato.
    
/ritzau/

0:10