Det vil tage måneder og koste mange millioner at grave mink op

Fødevareministeren har fremlagt tre modeller for opgravning af mink, som vil koste trecifret millionbeløb.

Dronefoto af minkgrav ved Nr. Felding
Dronefoto af minkgrav ved Nr. Felding
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Et politisk flertal vil have nedgravede mink i grave ved Holstebro og Viborg gravet op.

Men det kommer til at tage tid. Og det kommer til at koste skatteyderne et trecifret millionbeløb.

Det står klart, efter at fødevareminister Rasmus Prehn (S) fredag har fremlagt tre modeller for en opgravning.

- Vi forstår alle sammen, at borgerne er meget bekymrede over situationen og gerne vil have minkene håndteret, siger Rasmus Prehn.

På forhånd er den måske hurtigste løsning - at grave minkene op og brænde dem på stedet - blevet afvist. I stedet er der fremlagt tre mulige løsninger, som tager hensyn til risikoen ved at håndtere minkene, der er blevet slået ned grundet coronavirus.

Fælles for dem er, at der først skal gennemføres politiske forhandlinger om, hvilken model man vil vælge. Der skal formentlig også gennemføres en miljøvurdering - kaldet en VVM-redegørelse - før arbejdet kan gå i gang.

Når man er nået så langt, så vil opgravning og destruering i den hurtigste model tage yderligere tre en halv måned. I denne model bliver minkene gravet op og kørt til forbrænding som "klinisk risikoaffald".

I de øvrige modeller vil der være tale om afbrænding som almindeligt affald. Det ventes at tage mere end et halvt år og måske op til et år at gennemføre.

- Jeg har valgt at lade Fødevarestyrelsen præsentere modellerne for alle Folketingets partier på samme tid. Så jeg er ikke kommet med en politisk anbefaling. Nu kan vi bruge weekenden til at se, hvad der er af fordele og ulemper ved modellerne. Så får partierne lejlighed til at stille spørgsmål, og så indkalder vi til forhandlinger, siger Rasmus Prehn.

Han siger uddybende om de tre mulige løsninger på at få minkene gravet op og destrueret:

- Den første er, at man graver op, men så skal transportere risikoaffald med smittede mink. Det er ikke direkte attraktivt, men det er den hurtigste mulighed. Den tager tre en halv måned.

- Den anden mulighed er at grave op hurtigt og så få minkene over i nogle gylletanke. Og så når smitterisikoen er væk, kører man dem stille og roligt til afbrænding, i takt med at der er kapacitet.

- Den tredje mulighed er, at man lader det blive i jorden, til der ikke er risiko længere og så køre til afbrænding. Der er nogle forskellige tidshorisonter, og der er også nogle forskellige priser for de tre modeller, siger Rasmus Prehn.

Myndighederne vurderer, at det vil koste mellem 100 og 140 millioner kroner at grave minkene op og få dem destrueret. Prisen varierer alt efter, hvilken model man vælger.

Regeringen og myndighederne har fået kritik for at gennemføre aflivningerne af mink uden lovgrundlag. Og samtidig gennemføre dem, uden at der var tilstrækkelig kapacitet til at destruere de aflivede mink.

Her fastholder Rasmus Prehn, at beslutningen var nødvendig for folkesundheden.

5:16
Hør Fødevareminister Rasmus Prehn (S) fortælle om de forskellige modeller for opgravning af minkene.