Økonomiforhandlinger mellem KL og regering står stille

Regeringen må give kommuner flere penge for at få aftale, siger KL-formand Martin Damm efter møde med baglandet.

damm.jpg

Der er ikke aftalt nye møder mellem finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) og Kommunernes Landsforenings (KL) formand, Martin Damm (V), om næste års budget. Det kan derfor ende med, at parterne ikke kan enes om en aftale for 2017.

Det siger Martin Damm efter sit møde med KL's repræsentantskab. KL vil af med omprioriteringsbidraget på 2,4 milliarder kroner. Det er én procent af kommunernes serviceudgifter, som afleveres til staten, der så omfordeler beløbet til andre områder.

- Hvis vi bare skal levere det samme næste år, som vi gør i år, så burde vi have to milliarder kroner mere til kommunal service.

- Der bliver mange flere ældre, patienter udskrives hurtigere på sygehusene, og så er der alle de flygtninge, som kommer ud i kommunerne, siger Martin Damm, der er Venstre-borgmester i Kalundborg.

 

Finansministeren henviste efter seneste møde i sidste uge til, at statskassen har mistet mange milliarder kroner, fordi olieprisen er styrtdykket. Samtidig stiger udgifterne til flygtninge og migranter.

- Regeringen svarer så, at man vil skære 2,4 milliarder kroner ud af kommunernes økonomi. Det hænger jo ikke sammen, siger Martin Damm.

Spørgsmål: - Men regeringen har lovet, at I får pengene tilbage på finansloven?

- Selv om pengene skulle komme tilbage til kommunerne, følger der jo nye opgaver med. Det betyder, at kommunerne skal skære ned, for at der er penge til omprioriteringsbidrag, siger KL's formand.

 

De 98 kommuner har skåret mere end staten. Siden 2010 har de sparet ti milliarder kroner i årlige udgifter og fyret 30.000 ansatte. Samtidig bruger både stat og regioner flere penge end før og har flere medarbejdere, mener Martin Damm.

- Kommunerne anerkender, at der kan være brug for at spare. Men vi har taget et ordentligt slæb. Derfor er det ikke rimeligt, at man nu vil skære yderligere i kommunerne, siger KL's formand.

 

/ritzau/