Økologisk svinkød hitter

De økologiske svineproducenter jubler. Kiloprisen er højere end nogensinde. Men landmændene holder sig stadigvæk tilbage med at lægge om.

080312svin.jpg

Prisen siger 25 kroner, når vægten står på ét kilo hos de økologiske landmænd. Dermed er prisen på ét kilo økologisk svinekød den bedste nogensinde.

En landmand med konventionel drift må til sammenligning nøjes med 10 kroner per kilo.

Bertel Hestbjerg har siden 2007 satset på den økologiske svinedrift, og det er han glad for.

 - Hvis situation fortsætter som nu, ser det ud som om, at jeg gjorde det rigtige. Nu har jeg et godt forhold mellem mine udgifter og mine indtægter, siger Bertel Hestbjerg.

Svært at få flere producenter

De økologiske interesseorganisationer vil gerne have endnu flere økologiske svineproducenter. Men det er svært at få dem med.

 - Det tager to år at få en miljøgodkendelse, og det koster en masse penge. Det afholder en del landmænd fra at komme i gang, siger formanden for økologisk Landsforening, Ewald Vestergaard.

En miljøgodkendelse koster mellem 70- og 200.000 kroner.

Ewald Vestergaard ærgrer sig over, at landmændene er tilbageholdende med omlægningen.

 - Eksportmulighederne og markedet er der. Og så kan vi ikke udnytte det. Det er under al kritik, siger Ewald Vestergaard.

Kæmpe marked

Bertel Hestbjerg producerer 23000 økologiske svin om året. Nu har han sammen med en kollega besluttet at investere i endnu en bedrift, fordi markedsvilkårene er så gode.

Der er da også brug for den økologiske svinekød.

Friland A/S, der er en underafdelingen af Danish Crown, mener, at de kan sælge omkring 800 økologiske grise mere om ugen, end de gør på nuværende tidspunkt. 

2:04
Kiloprisen på økologisk svinekød har aldrig været så høj som nu. Men mange er bange for at tage springet.