Officielt: Brøndby ansætter Wilbek

Den tidligere håndboldlandstræner skal være konsulent for superligaholdet og have fokus på ungdomsarbejdet i Brøndby IF.

Ulrik_Wilbek_22122011_0.jpg

Ulrik Wilbek har vundet stort set alt, hvad der er værd at vinde med både kvinde- og herrelandsholdet i Håndbold. Nu skifter den populære træner sport, i fremtiden handler det om fodbold.

- Som jeg tidligere har udtalt, så ser jeg Brøndby IF's projekt som utroligt spændende. Blandt andet er setuppet og tankerne bag Brøndby Masterclass meget imponerende, og det ser jeg frem til at være med til at videreudvikle, siger Ulrik Wilbek til Brøndbys hjemmeside.

Skal spinne den røde tråd

Brøndby Masterclass er en større satsning på ungdomsarbejdet i fodboldklubben, som Brøndby IF netop har præsenteret.

- Jeg skal bidrage med min viden omkring udvikling af unge spillere og det at skabe toppræstationer. På et mere overordnet niveau skal jeg hjælpe med at spinne den røde tråd hele vejen ned gennem klubben, noget som Brøndby allerede er godt i gang med, siger Ulrik Wilbek.

Aftalen mellem Wilbek og Brøndby løber fra 1. juli og et år frem, Wilbek fortsætter i sit nuværende job som sportschef i Dansk Håndboldforbund.