Nyt skilt skal give færre trafikdræbte oddere

Vejdirektoratet vil teste om trafikskilte kan bidrage til, at færre oddere dræbes i trafikken.

oddere_skilt_stort_1.jpg
Foto: Vejdirektoratet

Selvom bestanden af oddere er i fremgang i Danmark, bliver stadig alt for mange dræbt i trafikken. Det sker typisk, hvor en vej krydser et vandlød og for at afhjælpe den kedelige tendens, har Vejdirektoratet udviklet et advarselsskilt, som skal gøre bilisterne mere opmærksomme på oddere. Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Forsøget varer i fem år og gennemføres, hvor rute 16 krydser Karup Å ved Hagebro syd for Skive. Strækningen er udvalgt på grund af en kombination af meget livlig trafik og mangel på gode passagemuligheder for oddere langs åen.

- Vi glæder os til at se, om skiltet kan få flere trafikanter til at lette foden fra speederen og på den måde reducere antal påkørte og dræbte oddere i området, siger Ivar Sande, afdelingsleder i Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet vil gennemføre hastighedsmålinger før skiltet opsættes og løbende efter to og fem år og vil registrere antallet af trafikdræbte oddere på stedet. Hvis forsøget viser en positiv effekt, så vil skiltet kunne opstilles flere steder, hvor der er behov.