Nyt koncept: Udlej dit barn

En ny hjemmeside skal gøre det muligt at udleje sit barn.

3:09
En ny portal vil hjælpe forældre med at leje deres børn ud. Et forældrepar fra Borris har allerede meldt sig

Kunne du godt tænke dig lidt flere friaftenener uden børnene, hvor du kan gøre lige, hvad du har lyst til? Det bliver der rig mulighed for nu. Et nyt koncept vil nemlig gøre det muligt at udleje dit barn i kortere eller længere perioder.

- Der er overraskende mange, der har vist interesse for at leje et barn. Og hvorfor ikke? Som jeg ser det, hjælper vi begge parter i det her set-up, siger manden bag idéen, Martin Bay, der også ejer hjemmesiden fartkontrol.nu.

Konceptet er ganske simpelt. Forældrene kan oprette deres børn i en portal på hjemmesiden www.lejebarn.dk, og så kan andre byde ind på at leje barnet i det angivne tidsrum.

Giver mere tid til hinanden

Lejebarn bliver lanceret 1. maj. Indtil da bliver konceptet finpudset med en række testfamilier. En af familierne kommer fra Borris, hvor de gør klar til at leje Nanna på halvandet år ud for første gang.

- Hvis vi kunne få hende sendt af sted sådan en hel lørdag, så kan vi jo gøre haven eller huset rent, tage ud at spise om aftenen og have lidt mere tid til hinanden, siger Morten Knudsen, der er far til Nanna.

- Det der med bare at få lov til at sove til 7.30 eller måske helt til klokken 8.00 en dag. Det er store ting, siger Nannas mor, Charlotte Lynggaard.

Politisk opbakning til projektet

Der er perspektiver i udlejningsløsningen, og fra Christiansborg er der også velvilje til at gøre lejebarn-modellen så let, som mulig.

- Der er så mange nye familiekonstellationer i Danmark, så det kunne da godt være en interessant idé. Der er også rigtigt mange singler i Danmark, og det betyder også, at de vil få en mulighed for at se, hvordan det er at have børn, siger Annette Lind, børne- og undervisningsordfører hos Socialdemokraterne.

Både singler og kommende forældre kan få stor gavn i løsningen. I Borris er det Mette Pedersen, der får glæde af Nanna.

- For os var det jo en supergod mulighed for at få en idé om, hvad det indebærer at få et barn. Vi skal selv til at have at barn, og så kan vi se, om vi kan klare det, fortæller Mette Pedersen, da hun afhenter Nanna.

"Man lejer da ikke sine børn ud!"

Men ikke alle er lige begejstrede for konceptet. Hos Børns Voksenvenner frygter man, at børnene risikerer at havne i de forkerte hænder.

"Man lejer da ikke sine børn ud! Hvad er det for noget? Det er ikke bare forkert, det er helt tåbeligt. Og så lyder det endda til, at der er penge med i det også, siger Evald Christensen, der er formand for Børns Voksenvenner i Holstebro-Struer.

Manden bag konceptet ved da også godt, at den nye hjemmeside vil vække opsigt. Men han er ikke enig i kritikken.

- Vi hjælper begge parter. Selvfølgelig skal vi tjene nogle penge på det. Det er selvfølgelig et lidt farligt område, men vi prøver at sikre os så godt, vi kan. De personer, der skal leje et barn, skal selvfølgelig fremvise en børneattest, siger Martin Bay.

Hvis du har lyst til enten at udleje eller leje et barn, foregår det altså på hjemmesiden www.lejebarn.dk.