Nyt forsøg: Her må dagpengemodtagere arbejde frivilligt

Dagpengemodtagere kan i nogle kommuner se frem til at arbejde frivilligt i kommunale institutioner uden at de bliver trukket i ydelse.

Ringkoebing-Skjern_Kommune.jpg

Som en del af et såkaldt frikommuneforsøg vil fem Venstre-ledede kommuner; Holbæk, Assens, Nordfyn, Slagelse og landsdelens Ringkøbing-Skjern Kommune få mere frie hænder til at bruge frivillige til at løse velfærdsopgaver. Det skriver Avisen.dk.

Det sker ved at lade efterlønsmodtagere og dagpengemodtagere lave frivilligt arbejde og ved at åbne op for udbetaling af skattefri godtgørelse for blandt andet transport- og telefonudgifter til de frivillige.

FOA's forbundsformand, Dennis Kristensen, er langt fra begejstret over, at der nu åbnes op for at lade dagpengemodtagere udføre frivilligt arbejde i ældreplejen eller daginstitutioner.

- Kommunerne begynder at lege med ilden, når de åbner op for at bruge offentlige ydelser til at finansiere frivilligt arbejde i det offentlige. De her kommuner får jo lov til at bruge offentlige ydelser som et direkte supplement til lønbudgetterne, siger han til Avisen.dk.

Ikke uden risiko

Ifølge FOA-formanden er der allerede en udbredt bekymring for, at kommuner lader frivillige overtage opgaver, som fagligt personale burde stå for. Og det bliver endnu mere udtalt i de fem forsøgskommuner.

- Det afgørende er hele tiden, hvor tæt kommunerne kan komme på det, vi kalder kerneydelserne. Det her ligner meget, at man overskrider grænsen, så der er risiko for, at de kommer til at udføre det arbejde, som professionelle bør udføre, siger Dennis Kristensen.

De fem kommuner skriver direkte i ansøgningen til Social- og Indenrigsministeriet, at det blandt andet er på grund af "en strammere økonomi", at de vil "udfordre vores måde at drive kommunerne på".