Nyt EU-tiltag skal dæmme op for arbejdsulykker i landbruget
Sikkerhed i landbruget: Fra den 1. januar kan landbrugere blive trukket i landbrugsstøtten, hvis de ikke lever op til en række krav for sikkert arbejdsmiljø og ordentlige arbejdsvilkår.
Landbruget er et af de farligste erhverv at arbejde i. De seneste fem år er der i Danmark årligt blevet anmeldt over 1.000 arbejdsulykker i branchen for landbrug, fiskeri og skovbrug heraf cirka fem dødsulykker. Det skriver Ministerium for Grøn Trepart i en pressemeddelelse.
Men et nyt tiltag, kaldet social konditionalitet, fra EU skal nu dæmme op for de mange arbejdsulykker samt understøtte bedre arbejdsvilkår for branchen.
Tiltaget, der træder i kraft den 1. januar 2025, betyder, at landbrugere, der ikke overholder en række arbejdsgiverforpligtelser med hensyn til arbejdsmiljø samt gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår, kan blive trukket i landbrugsstøtten.
- Desværre oplever vi i dag alt for mange arbejdsulykker i landbrugserhvervet. Derfor er det her tiltag helt essentielt. Det er vigtigt, at det får konsekvenser, hvis man som arbejdsgiver ikke lever op til sit ansvar, Minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus (S).
Hvis landbrugere overtræder kravet, vil man som hovedregel blive trukket tre procent i landbrugsstøtten i overtrædelsesåret. Hvis overtrædelsen gentager sig, vil man som udgangspunkt blive trukket ti procent i landbrugsstøtten.
Gylle, maskiner og fald
Det er især dampe fra gylletanke, dyr, der går til angreb under arbejdet, ulykker med maskiner og bigballer samt fald fra stiger eller traktorer, der er årsagen til arbejdsulykkerne.
Hos Arbejdstilsynet har man længe arbejdet med at forbedre arbejdsmiljøet og forebygge ulykker i landbruget, og her ser man positivt på det nye tiltag fra EU.
- Vi ser desværre stadig, at der sker mange alvorlige ulykker i landbruget. Vi håber derfor, at det nye tiltag fra EU kan være med til at skabe incitamenter og større fokus på sikkerhed, siger Souschef i Arbejdstilsynet, Lars Uldall Beck.
Flere ulykker i landsdelen
Der er inden for de seneste år sket flere alvorlige arbejdsulykker i landsdelen relateret til landbruget.
I 2023 døde en Hollænder i forbindelse med et virksomhedsbesøg, hvor han blev kørt ned af en gummiged i Sønder Felding.
I 2020 døde en landbrugsmedarbejder i Thy, da en bigballe klemte den 27-årige medarbejder ihjel.
I 2019 var fire personer nær døde i Holstebro, da de havde indåndet gyllegas og derefter alle faldt bevidstløse om.