Nye regler på jobbet: Hvis du bliver krænket er der en sag

Virksomheder skal forebygge krænkende handlinger, og Arbejdstilsynet kan hurtigere gribe ind i sager.

Knap 11 procent af alle lønmodtagere svarede sidste år, at de blev udsat for mobning i 2018.
Knap 11 procent af alle lønmodtagere svarede sidste år, at de blev udsat for mobning i 2018.
Foto: Jens Nørgaard Larsen / Ritzau Scanpix

En ironisk kommentar fra chefen eller et klap bagi fra ens tætte kollega. Selv om intentionen kan være sjov, kan det opleves som krænkende for den enkelte.

Og fremover vil det centrale i sager om mobning eller sexchikane være den mobbedes oplevelse af forløbet. Det er konsekvensen af en ny vejledning fra Arbejdstilsynet. Den giver samtidig mulighed for at gribe ind i sager langt tidligere og pålægger virksomheder at forebygge krænkende handlinger.

Psykolog Mille Mortensen fra Københavns Universitet har forsket i krænkende adfærd på arbejdspladsen. Hun har været inde over den nye vejledning og mener, at der er tale om en stor forbedring.

- Det var tidligere nemmere at sige, at det ikke var meningen, eller at det bare for sjov og på den måde pacificere den krænkedes oplevelse. Den, der bliver krænket, skal have lov til at føle sig krænket, siger Mille Mortensen.

Tidligere kunne Arbejdstilsynet gribe ind i sager med systematisk mobning over længere tid. Fremover kan en enkelt grov krænkelse være nok.

Mille Mortensen håber dog ikke, at reglerne skal bruges til at udskamme folk.

- Vi kommer alle til at krænke hinanden ind i mellem, fordi vores grænser varierer rigtig meget. Jeg håber, at det her vil skabe mere dialog ude på arbejdspladserne om krænkende handlinger.

- Det skal ikke være tabuiseret, og enhver, der har oplevet det, skal have modet til at stå frem og sige det, siger Mille Mortensen.

Hver tiende udsat for mobning

Knap 11 procent af alle lønmodtagere svarede sidste år, at de blev udsat for mobning i 2018. I underkanten af fire procent har oplevet seksuel chikane.

Andelen har været faldende de seneste år. Det viser en rapport fra Nationalt Center for Arbejdsmiljø.

De oftest mobbede var blandt andet jord- og betonarbejdere og montører, mens sygeplejersker, kokke og tjenere er blandt de faggrupper, som oftest oplever seksuel chikane.

Hos fagforeningen 3F er arbejdsmiljøpolitisk chef Ulla Sørensen glad for den nye vejledning.

- Det har stor betydning, at vejledningen præciserer, at det er arbejdsgiverens opgave at forebygge krænkende handlinger.

- Så det er vigtigt at få talt om, hvilken kultur man ønsker på arbejdspladsen, og hvordan man håndterer mobning og krænkende handlinger, siger hun.

Hos Dansk Arbejdsgiverforening påpeger chefkonsulent Christina Raby, at de danske virksomheder allerede gør en stor indsats for at forebygge.

- De danske virksomheder skal fortsætte med at arbejde med en høj grad af tillid og retfærdighed. Det forebygger konflikter, og det forebygger krænkende handlinger.

- Hvis nogen oplever noget, som ikke er okay, så er det vigtigt, at virksomheden går ind og finder ud af, hvad det handler om og vurderer, om der skal gøres noget, siger hun.