Nye hospicepladser til Midtjylland

Det giver god mening at udvide i Brædstrup og Brabrand, siger lokalt regionsrådsmedlem, der også er formand for Hospice Forum Danmark.

Formanden for regionens hospitalsudvalg, Anders Kühnau, glæder sig over pengene fra staten.
Formanden for regionens hospitalsudvalg, Anders Kühnau, glæder sig over pengene fra staten.
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Penge fra regeringens satspuljemidler betyder nu, at Region Midtjylland kan åbne fire nye hospicepladser.

Det oplyser regionen i en pressemeddelelse.

To af de nye pladser placeres i det nystiftede Gudenå Hospice i Brædstrup og de to andre på Hospice Søholm i Brabrand.

I Midt- og Vestjylland er der to hospicer - Anker Fjord Hospice i Hvide Sande og Hospice Limfjord i Skive.

Formanden for Hospice Forum Danmark, Olav Nørgaard der også er medlem af det midtjyske regionsråd, siger, at det i denne omgang giver god mening at udvide i Brabrand og Brædstrup.

- Det er helt naturligt, når man kigger på befolkningstætheden i regionen, siger han til tvmidtvest.dk.

Der er afsat fem millioner kroner om året fra 2017-2020 til etablering og drift af de nye pladser, som skal være klar senest 1. januar 2018.

Formanden for hospitalsudvalget i Region Midtjylland, Anders Kühnau, glæder sig også over de nye pladser.

- Når det liv, der er tilbage, kan tælles i få dage og timer, bliver kontakten til vores nærmeste familie og venner helt afgørende. Derfor er jeg rigtig glad for, at Sundheds- og Ældreministeriet har fulgt Region Midtjyllands opfordring, så vi nu kan åbne nye hospicepladser, siger han i pressemeddelelsen.