Nye besparelser i Gødstrup

To strålekanoner kommer i første omgang ikke til Supersygehus Gødstrup. Pengene skal i stedet gå til uforudsete udgifter.

Gødstrup Sygehus
Foto: Arkiv

Endnu en gang rammer sparekniven på det nye supersygehus i Gødstrup. Denne gang er det to strålekanoner til en værdi af 53,3 millioner, der i første omgang ikke bliver flyttet ud på det nye sygehus. Strålekanonerne står i dag på Herning Sygehus, hvor de bliver stående de næste tre-fire år, inden sygehuset i Gødstrup kan gøre brug af dem. Regionrådsformand, Bent Hansen, mener ikke, at der er tale om en decideret besparelse.

- I stedet for at skære en sengeetage eller behandlingsrum væk er det bedre at lade en aktivitet vente nogle år, inden den kan samles med resten. Patienterne bliver indkaldt ambulant, og om de bliver indkaldt til Herning eller Gødstrup, vil de ikke mærke til, siger Bent Hansen.

De sparede millioner skal i stedet gå til uventede udgifter i byggeprocessen.

- Vi har af hensyn til de fremtidige licitationer besluttet, at vi skal have en besparelsesramme, som vi kan tage i brug. Derfor har vi skaffet nogle reserver, hvis noget går skævt og koster ekstra penge. De penge har vi eksempelvis fundet i stråleterapien i Herning.

Der er i forvejen gennemført store besparelser på Sygehus Gødstrup, men hos Region Midtjylland ser de fremad.  

- Vi håber vi på, at budgettet holder, men der kan ikke gives nogen garantier for, hvordan vores licitationer falder ud. Men det bliver helt sikkert svært at blive ved med at finde penge, det er der ingen tvivl om.