Ny vestjysk gruppe vil hjælpe flere storke til landsdelen

Storkegruppen Vestjylland vil lokke flere storkepar til landsdelen ved at tilbyde reder tæt på områder med føde.

Arkivfoto fra 2020 af storkeparret Kjeld og Yvonne, der normalt holder til i reden ved Bækmarksbro.
Arkivfoto fra 2020 af storkeparret Kjeld og Yvonne, der normalt holder til i reden ved Bækmarksbro.
Foto: TV MIDTVEST

De sidste to år har storkeparret Kjeld og Yvonne boet og ynglet i en rede i Flynder ved Bækmarksbro.

Det har nu fået den vestjyske afdeling af Dansk Ornitologisk Forening (DOF) til at starte Storkegruppen Vestjylland. Gruppens mål er at få endnu flere storkepar til landsdelen.

- Storke vil gerne være tæt på andre storke, og Bækmarksbro-parret kan måske tiltrække andre par. Hvis parret yngler der, så kan det være, de tiltrækker andre, der vil yngle, siger formand for Dansk Ornitologisk Forening Vestjylland og initiativtager til Storkegruppen Vestjylland, Lars Holm Hansen.

I forvejen findes en landsdækkende storkegruppe kaldet Storkene.dk, og formanden ser den nye lokale gruppe mere som et supplement end en konkurrent.

- De har jo nogle erfaringer, og så sparrer vi med dem, om hvad der fungerer. Vores gruppe er en forlænget lokal arm, siger Lars Holm Hansen.

Adgang til føde er altafgørende

Storkegruppen Vestjyllands første store opgave har været at finde egnede pladser til opsættelse af nye storkereder, for det er ikke lige meget, hvor man tilbyder boliger til nye storkepar.

- Der står en del storkereder rundt omkring, som folk har sat op i små byer, når de har set, at to storke er kommet flyvende, men mange gange så går der et par dage, og så er storkene væk, siger formanden.

Ifølge ham skyldes det ofte, at storkene ikke har haft de optimale forhold til at kunne finde føde, og derfor må de flyve videre til et nyt sted.

- Der skal være et bred udbud af padder, orme og mus, så de kan få en varieret kost. Derudover skal maden findes i en vis mængde, fordi det er en fugl af en vis størrelse. Og det er især vigtigt, hvis den også har unger, siger Lars Holm Hansen.

Mange nye par i Tyskland

I år har gruppen fundet fire nye steder, som tilbyder gode levevilkår for storkepar. Det gælder Skærum Mølle og Nørre Vosborg ved Vemb samt i Stadil og Tim. Her planlægger gruppen at sætte reder op i løbet af de næste 14 dage.

- Stativerne til rederne ligger klar, så vi mangler kun at få helt styr på de sidste pæle, siger formanden for DOF Vestjylland.

Når rederne er på plads, er der ikke så meget andet at gøre end at krydse fingre og sætte sig til at vente.

- Vi håber, der kommer flere par i Vestjylland igen. Sidste år var der 50 nye par i Slesvig-Holsten syd for grænsen, så vi håber også, at vi får lidt flere i år.

TV MIDTVEST streamer i samarbejde med storkene.dk live fra storkereden 24 timer i døgnet hele sommeren. Hvis du vil se reden i virkeligheden, så finder du den på Holmgårdvej 36 i Flynder.