Ny politiskole: Borgmestre kalder proces amatøragtig

At der endnu ikke er fundet en kommune til den nye politiskole i Jylland får borgmestre i Midt- og Vestjylland til at råbe op. – Pinligt, lyder det.

H.C. Østerby, borgmester (S) i Holstebro Kommune.
H.C. Østerby, borgmester (S) i Holstebro Kommune.
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det er en farce.

Sådan lyder det enstemmigt fra borgmestrene i Holstebro- og Viborg Kommune.

- Det er amatøragtigt. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige til det mere, siger Torsten Nielsen, der er borgmester (C) i Viborg Kommune, om den langvarige proces, hvor regeringen har skullet placere en ny politiskole i Jylland.

Torsten Nielsen er rystet over, at der stadigvæk ikke er fundet en kommune til politiskolen, der er en del af politiforliget fra 2015. Placeringen og de medfølgende og yderst attraktive arbejdspladser har været en lang og omkostningsrig kamp mellem i alt 32 kommuner, men officielt er regeringen endnu ikke kommet frem til noget som helst.

- Det her minder efterhånden mest om en komedie. Det er kun til at grine af, siger Torsten Nielsen.

 - Måske en skjult dagsorden

Efter mere end et år er der stadigvæk ikke fundet en kommune. Justitsminister Søren Pind sagde i foråret, at der ville blive fundet en vinderkommune inden sommerferien, men det skete ikke. Siden har borgmestrene ikke hørt noget.

- Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Det virker meget, meget underligt. Man kan jo undre sig over forløbet og hele dagsordenen, siger H.C. Østerby, borgmester (S) i Holstebro Kommune.

Han siger, at han aldrig har været med i et forløb som dette. Et forløb, hvor der ikke har været – eller er - et sluttidspunkt.

- Jeg vil gerne vide, hvor er katten er begravet, og hvad er det for et spil, vi er en del af. Vi har brugt så mange ressourcer og tid på det, så nu vil vi godt snart nå målstregen. Det kan ikke passe, at vi skal blive ved med at gå rundt i uvished, siger H.C. Østerby.

Det har i dag ikke været muligt at få en kommentar fra justitsminister Søren Pind.