Der skal satses på regionale styrker og lettere adgang til eksportstøtte for, at flere små og mellemstore virksomheder kommer med ud på eksportmarkedet.
Kun hver tiende virksomhed i Danmark eksporterer, og det skal der laves om på - i hvert fald hvis den nuværende handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) får noget at skulle have sagt.
- De store virksomheder var også små engang. Derfor giver det rigtig god mening at sikre værdikæden i dansk eksport ved at fokusere lokalt og på de små og mellemstore. Hvis vi lykkes med det, så skaber vi fundamentet for dansk produktion og velstand i mange år frem, siger Mogens Jensen.
Han har præsenteret en firepunktsplan, som skal hjælpe 500 virksomheder ud på eksportmarkedet, og de virksomheder ligger i særdeleshed i Midt- og Vestjylland.
Planen går blandt andet ud på, at virksomhederne skal have ét samlet eksportforløb. Og så skal der gøres endnu mere for at fokusere eksportfremstødene på lokale spidskompetencer. I Midt- og Vestjylland handler det eksempelvis om landbrug og fødevarer.
- I valgkampen taler vi meget om yderområderne. Hvis der er noget, der kan rykke her, så er det at små og mellemstore virksomheder får endnu mere gang i eksporten. Det skaber produktionsjob og varig vækst i hele landet, siger Mogens Jensen.
Eksporten tegner sig for hver fjerde arbejdsplads i Danmark.