Nu melder efterårsvejret sin ankomst med riv og rusk

Danmark går en uge i møde med køligere temperaturer og dage med vindstød på op til stormstyrke.

Frem med regntøjet og paraplyerne. Løvfaldssommeren bliver nu afløst af mere klassisk efterårsvejr.
Frem med regntøjet og paraplyerne. Løvfaldssommeren bliver nu afløst af mere klassisk efterårsvejr.
Foto: Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix

Mens skolernes efterårsferie var præget af bemærkelsesværdigt lunt og solrigt vejr, melder det køligere efterårsvejr sig på banen den kommende uge.

Sådan lyder prognosen fra vagthavende meteorolog Frank Nielsen fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) tidligt mandag morgen.
    
- Nu tager vejret revanche. Vi er på vej ind i en rigtig efterårsuge med riv og rusk, siger han.
    
Ugen starter ellers fint med en del sol mandag, men samtidig byder dagen på kølige temperaturer på omkring 10 grader i hele landet.
    
Mandag aften og natten til tirsdag passerer et lavtryk landet, som betyder at vinden tiltager til kuling. Ud på natten kan vinden især ved kysterne give vindstød på op til stormstyrke.
    
- Blæsevejret kan tirsdag give anledning til forhøjet vandstand i de indre farvande. Det er noget, vi vil være opmærksomme på, siger Frank Nielsen.
    
Han peger især på området omkring Roskilde og Isefjord, ligesom flere områder omkring Østersøen og Storebælt potentielt kan blive ramt.

Nattefrosten nærmer sig

Hele tirsdagen går med regn, kraftig blæst og temperaturer mellem 10 og 13 grader.
    
Onsdag klarer det kortvarigt op, og det ser ud til at solen vil titte frem igen. Men temperaturerne forbliver på omkring de 10 til 13 grader, lyder det fra meteorologen.
    
Torsdag vender skyerne tilbage og kan ud på dagen byde på småregn til hele landet. Fredag begynder ligeledes med regn og skyer, men vejret ser ud til at klare op i løbet af dagen.
    
Sammenlignet med de tidligere uger vil nattemperaturerne denne uge begynde at nærme sig frysepunktet, lyder prognosen.
    
- Vi er endnu sluppet for nattefrosten, men det nærmer sig nu. Måske kan temperaturerne lokalt komme ned deromkring sidst på ugen, siger Frank Nielsen.
    
/ritzau/