Nu koster håndholdt mobil et klip i kørekortet

Sidste år blev 22.500 personer sigtet for at bruge håndholdt mobil i trafikken. Tirsdag skærpes straffen.

Loven siger helt tydeligt, at det er forbudt at benytte sig af en håndholdt mobiltelefon under kørsel.
Loven siger helt tydeligt, at det er forbudt at benytte sig af en håndholdt mobiltelefon under kørsel.
Foto: Scanpix / Iris

Nu skal du tænke dig ekstra grundigt om, før du besvarer et opkald på mobiltelefonen, mens du kører på landevejene.

Tirsdag skærpes sanktionen nemlig for at bruge håndholdt mobiltelefon under kørslen. Hidtil har det kostet en bøde på 1.500 kroner og en afgift på 500 kroner til Offerfonden. Men fra tirsdag følger der et klip i kørekortet med. Og det vil have en afskrækkende effekt, forventer Rådet for Sikker Trafik.

- Et klip i kørekortet er et godt, forebyggende redskab, siger chefkonsulent Pernille Ehlers.

Hvor en bøde er ude af verden, når den er betalt, så har klippet i kortet ifølge chefkonsulenten en virkning fremadrettet:

- Det gode ved et klip i kørekortet er, at det ikke bare virker bagudrettet. Det virker også forebyggende. Du ved, at tredje gang falder hammeren, og der siger al erfaring, at så tænker folk sig om en ekstra gang, siger hun.

Tre klip inden for tre år medfører en betinget frakendelse af førerretten og en indkaldelse til en orienterende køreprøve. Køreprøven skal bestås inden for en fastsat tid, ellers mister man førerretten.

0:25
Se video: Straffen for mobilsnak under kørsel giver nu klip i kørekortet.

Mange taler i håndholdt i bilen   

Sidste år rejste politiet ifølge tv2.dk sigtelse mod knap 22.500 personer for brug af håndholdt mobil i trafikken. 34 procent af danskerne indrømmer i en undersøgelse lavet af Kantar Gallup for Rådet for Sikker Trafik, at de nogle gange kommer til at bruge deres mobiltelefon håndholdt.

Forbuddet gælder mere end mobilen

Det er ikke kun mobiltelefonen, der ikke må bruges håndholdt under kørslen. Forbuddet omfatter også håndholdt brug af tablets, gps'er, computere og smartwatches. For at bruge udstyret lovligt kræver det, at man bruger det uden fysisk berøring af dets egne knapper eller display.