Nu kan Danmark undersøge alle positive prøver for mutationer

Tidligere var det kun muligt at analysere 10-20 procent af de positive coronaprøver for mutationer.

20200923-132837-L-1920x1280we
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

De danske sundhedsmyndigheder kan nu skanne langt hovedparten af de positive coronaprøver for særlige mutationer - herunder den mere smitsomme britiske variant.

Tidligere har der været en begrænset kapacitet til at analysere de positive prøver for mutationer - i fagsprog kaldet sekventering.

I de sidste to måneder af 2020 var det kun 10-20 procent af de positive coronaprøver, der blev testet for andre varianter, men nu er der skruet op.

Det fortæller Tyra Grove Krause, der er konstitueret faglig direktør hos Statens Serum Institut (SSI).

- Vi sekventerer nu alle positive prøver. Vi er på fuld skala, siger hun.

Der er dog et par forbehold. Det er kun de coronatest, der bliver brugt i de offentlige testcentre og i sundhedsvæsenet - kendt som pcr-test - som kan screenes for mutationer.

Samtidig skal der være en vis mængde virus i prøven for, at det er muligt at sekventere for særlige mutationer.

I omkring 70 procent af de positive prøver er der nok virus, mens de sidste 30 procent ikke kan undersøges.

Derudover bliver der også fundet smittetilfælde via lyntest, som heller ikke er mulige at sekventere.

En af forklaringerne på den forbedrede overvågning af de nye mutationer er, at SSI har taget en ny type test i brug, som gør det nemmere af finde de mere smitsomme varianter i bunken af positive coronaprøver.

Det er en test kaldet delta pcr-test, som kan fange, om man er smittet med en buket af forskellige varianter - herunder den britiske, en rumænsk variant og en variant fra mink.

Det betyder, at det kan målrettes, hvilke prøver der efterfølgende undersøges for, om der konkret er tale om den britiske variant.

Selv om myndighederne nu kan screene de fleste positive coronaprøver for mutationer, arbejdes der på en endnu mere effektiv model.

Udfordringen lige nu er, at det tager omkring en uge at få svar på sekventeringsprøverne.

Men en ny metode kaldet spike-sekventering vil kunne påvise, om man er smittet med de særlige mutationer.

- Her vil man inden for kort tid - måske et døgn - have et svar på, præcis hvilken variant man er smittet med, siger Tyra Grove Krause.

Der er ikke nogen tidshorisont for, hvornår den metode kan blive taget i brug.

- Men det er noget, vi arbejder intensivt på at sætte op, siger hun.