Nu går høsten endelig ind

Onsdag går høsten ind for mange midt- og vestjyske landmænd. Og de har travlt. Allerede torsdag kommer regnen igen, så kornet skal i hus.

Mejetærsker

Sommersolen skinner igen, og for mange betyder det en tur på stranden og et besøg i iskiosken. Men sådan er det ikke for mange af landsdelens landmænd.
Onsdag først på dagen gik høsten nemlig ind.

- Hvis jeg selv kunne bestemme, måtte det gerne have stået en dag eller to mere. Men jeg tør ikke at vente, siger landmand Martin Plougmann fra Vinderup.

For selvom sommersolen står højt på himlen, så er der allerede regnfulde skyer på vejrkortet igen torsdag. 

Regnen presser på

Mejetærskeren kører derfor på højtryk på Martin Plougmanns mark udenfor Vinderup.

Han har 10 hektar med vinterbyg, som han gerne vil have i hus, selvom han har været i tvivl om, om det var lidt for tidligt.

- Vejrudsigten har jo været lidt drilsk med meget regn i den sidste måneds tid. Så nu tager vi chancen og får det ryddet af vejen i dag.

Og det er en stor dag for en landmand, når høsten går ind.

- Det er rigtig dejligt, vi glæder os altid til at komme i gang, siger Martin Plougmann.

Stopper først, når duggen falder

Niels Gottrup Mikkelsen fra Hjerm bruger også sommerdagen på at høste. Han har i alt 36 hektar vinterbyg, som skal i hus.

- Vinterbyggen er moden nu, vandprocenten er nede på femten, og så er det jo bare med at få det ind i huset, mens der er godt vejr, siger han.

Også på i Hjerm er høsten noget, som får smilet frem hos landmanden. 

- Det er rigtig rart. Men går jo og glæder sig til at skulle i gang med høsten og så er det jo pragtfuldt, når vejret er som i dag, siger Niels Gottrup Mikkelsen. 

For mange af landmændene kører mejetærskeren helt indtil, at duggen falder hen ad aftenen.

 

1:34
Efter mange dage med regn, kunne årets høst endelig gå i gang i dag