Nu får Midt- og Vestjylland flere ladestandere

Der er afsat 75 millioner kroner til at understøtte grøn transport. Nogle af de penge skal sørge for flere ladestandere til elbiler.

Signe Munk lader ofte sin bil op ved elladestandere - når hun kan finde dem.
Signe Munk lader ofte sin bil op ved elladestandere - når hun kan finde dem.
Foto: Line Flatau, TV MIDTVEST

Det bliver snart meget sjovere at være elbilsejer. Der er nemlig afsat 75 millioner kroner til at understøtte den grønne transport. 50 af millionerne skal gå til at opsætte ladestandere rundt i hele Danmark, så det bliver nemmere at få opladet sin elbil.

- Det, vi kan se, er, at vi mangler et mere finmasket net af ladestandere for at give folk en sikkerhed for, at når folk køber en elbil, så kan de også lade op undervejs, når de er ude og køre, siger Signe Munk, der er Klima- og Energiordfører for SF.

Ladestanderne kommer hovedsageligt til at blive placeret langs motorvejene og på statsvejene uden for byerne.

- Det kan komme Midt- og Vestjylland til gavn, da det er et af de steder, hvor vi kan se, der mangler en mere sammenhængende infrastruktur af ladestandere. Når vi ser på kortet over hurtige ladestandere i Danmark, så er det ret åbenlyst, at der ikke er nogen ladestandere på store hovedveje i Midt- og Vestjylland, siger Signe Munk.

Det er alle Folketingets partier på nær Nye Borgerlige, der er blevet enige om, at pengene skal gå til at omstille både privat- og erhvervstransport.