Nu åbner skolerne - med sprit, afstand og bekymrede forældre

Mandag møder eleverne ind til skolestart. Skolerne følger coronarestriktioner, men flere forældre er bekymret.

Arkivfoto.  Første skoledag på Bremdal Skole i Struer Kommune.
Arkivfoto. Første skoledag på Bremdal Skole i Struer Kommune.
Foto: Johan Gadegaard / Ritzau Scanpix

Der venter elever og lærere end hverdag lidt tættere på normalen, når de møder ind mandag morgen til den første skoledag efter sommerferien.

Inden ferien gik børnene i skole med en lang række restriktioner, som følge af coronavirussets tilstedeværelse. Men de restriktioner har myndighederne slækket en smule op, efter at smitten ikke længere er på samme niveau som for få måneder siden.

Det betyder, at eleverne ikke længere skal sidde med en meter imellem sig, og skolerne skal ikke opdele klasserne i mindre hold. Flere klasser kan desuden opholde sig samtidigt på udendørsarealer - det kræver dog, at "det i videst muligt omfang foregår inden for klassen".

Usikre forældre

Rasmus Edelberg, der er landsformand for organisationen Skole og Forældre, fortæller, at han har hørt fra en del forældre, som er en smule usikre på åbningen.

- Jeg tror, rigtig mange forældre tænker, at skolerne gør sig umage med at være klar til at tage trygt i mod børnene. Men samtidig er der mange forældre, som læser i medierne, at der er en stigning i smittetal.

- Så det er noget, man er meget opmærksom på som forældre. Jeg hører fra flere, at der er usikkerhed. Nogle forældre peger på, om børn fra flere forskellige klasser bliver blandet til idræt, siger Rasmus Edelberg.

Skole fastholder forholdsregler fra før ferien 

På Læssøesgades Skole i Aarhus er man klar til åbningen, fortæller Skoleleder Louise Schmidt. Her har man valgt at holde fast i mange af de regler, man havde inden ferien.

- Det ligger ikke så langt derfra. De rutiner vi havde før ferien, minder meget om de rutiner, eleverne kommer tilbage til. Forskellen er, at de nu alle kan være i eget klasselokale, og de kan blive undervist i alle fag, siger Louise Schmidt.

Hun er ikke nervøs for åbningen, som sker på et tidspunkt, hvor smitten stiger i landet - særligt i netop Aarhus.

Bekymrede forældre er der heller ikke mange af, fortæller hun.

- Men jeg fik en henvendelse fra en forælder, som gerne ville have, jeg delte retningslinjerne for brug af mundbind i Aarhus. En anden forælder spurgte til, hvordan det ser ud hos os, fordi to andre skoler i Aarhus udsætter skolestarten grundet smitte blandt elever, siger hun.

Er forældrene nervøse for skolestarten, ridser Louise Schmidt skolens forholdsregler op.

Indgangene er fordelt, så børnene er spredt. Børnene skal vaske hænder, når de kommer, og gulvene er markeret, så det er tydeligt, man skal holde en meters afstand uden for klassen.

I klasserne forsøger skolen fortsat at opretholde afstanden på en meter mellem eleverne, selv om myndighederne ikke længere kræver det.

Og bliver en elev konstateret smittet, bliver forældrene kontaktet, og man begynder smitteopsporing.

Rasmus Edelberg håber, at de fleste skoler fortsat vil være ret strenge i hygiejnekravene.

- Som forældre tænker vi, at det er vigtigt, at skolerne er opmærksomme på at holde smitten under kontrol, ved at organisere sig sådan, at man ikke blander børnene, og hygiejnekravene fortsat er ret strenge, siger han.

/ritzau/