Nej tak til rør på Vestkysten

Kystdirektoratet afviser hollandsk firma, der tilbyder at sætte drænrør op langs Vestkysten

270111_Draenroer.jpg

Trods penge i ryggen og garantier for resultater fik det hollandske entreprenørfirma The Royal BAM Group afslag på at sikre den jyske kyst med det såkaldte Ecobeach - opfundet af Poul Jakobsen fra Skagen.

Det oplyser Kystdirektoratet til NORDJYSKE Medier.

- BAMs garantier med en tilbagebetaling ved mangel på systemets effekt står ikke mål med risikoen for eventuelle tab af menneskeliv og skader ved et klitgennembrud under en storm, skriver kommunikationschef Ole Navntoft i en mail til NORDJYSKE. Han ønsker ikke at lade sig interviewe.

BAM havde ellers lovet at holde skarpt øje med kysten, så man kunne gribe ind, hvis drænrrør-systemet ikke virker, og kysten rykker tilbage. Ecobeach koster halvdelen af den konventionelle kystbeskyttelse, der består af sandfodring.

Kystdirektoratet gør samtidig gældende, at det ifølge tilbuddet ikke kan lade sig gøre at gribe ind, hvis systemet slår fejl. Men denne opfattelse må bero på en misforståelse, oplyser udviklingschef Ad van't Zelfde fra BAM, som havde håbet at blive inviteret til Danmark for at forklare og forhandle tilbuddet. Men der kom ingen invitation fra Kystdirektoratet - kun et afslag.

- Vi har modtaget svaret fra Kystdirektoratet på vores uopfordrede tilbud. Nu vil vi først og fremmest svare på brevet og diskutere afgørelsen med Kystdirektoratet, siger Ad van't Zelfde, til NORDJYSKE.

Afslaget er endnu et tilbageslag for Poul Jakobsen i forsøget på at få et gennembrud for rør som kystbeskyttelse i Danmark. Men han kæmper ikke kampen alene.

Sommerhusejere fra SKodbjergeområdet syd for Hvide Sande vil nu forsøge at få foretræde for Folketingets miljøudvalg i håbet om at få politikerne ud på stranden for ved selvsyn at se, hvor bred og høj stranden er blevet i et rørområde på syv kilometer ud for deres sommerhuse.