Naturforkæmper i opråb: Staten skal tage større ansvar for at skabe sammenhængende natur

Staten skal sørge for mere vild natur, lyder det fra biolog Morten DD Hansen. Og der skal fart på, hvis vi skal biodiversitetskrisen til livs.

Biolog og naturforkæmper Morten DD Hansen mener, at Nørlund Plantage syd for Ikast er et af de steder, hvor der er gode muligheder for at skabe urørt skov.
Biolog og naturforkæmper Morten DD Hansen mener, at Nørlund Plantage syd for Ikast er et af de steder, hvor der er gode muligheder for at skabe urørt skov.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Hvis indsatsen for mere sammenhængende natur virkelig skal batte noget, så bør staten stoppe den intensive skovdrift på sine arealer. Sådan lyder den kontante opfordring fra biolog Morten DD Hansen fra Nr. Snede.

Han mener ikke, at man kan lægge ansvaret for at lade naturen passe sig selv over på lodsejerne, men at det er noget, man skal bede staten om.

- Hvis vi skal løse den her biodiversitetskrise, så er staten nødsaget til at gå allerforrest, siger Morten DD Hansen.

Han synes stadig, at Danmark skal have produktion af tømmer, men det skal overlades til private. Det er nemlig afgørende, at staten benytter sig af sine store arealer til den vilde natur, mener han.

- Man laver en nøgtern analyse og ser på, hvor det giver mening, at man har store, sammenhængende statslige naturarealer ude skovdrift. Og så kan man sælge nogle af de lidt mere kedelige plantager til private, siger Morten DD Hansen.

Svært at finde pengene

Naturstyrelsen ejer cirka 110.000 hektar skov og tjener hvert år 269 millioner kroner på at sælge flis og tømmer. Derfor er det ifølge Socialdemokratiet ikke realistisk at stoppe al statslig skovdrift.

Men de har et klart mål om, at der skal være mere urørt skov, og de er også allerede nået et godt stykke vej, mener partiets miljøordfører.

- Indtil videre er vi altså nået op på 22.000 hektar ud af de 110.00 hektar statslig skov, og det er en pæn bid. Vi vil også gerne mere, siger Mette Gjerskov (S).

Finansieringen skal dog først lige på plads, fortæller Mette Gjerskov.

- Jeg forstår godt Morten DD Hansens utålmodighed, men det her er jo noget, der koster penge, så de skal lige findes, og det kan være lidt svært her i coronatiden, siger hun.

Men naturen kan ikke vente, hvis man spørger Morten DD Hansen. Sommerfugle og sjældne planter er truede, fordi Danmark mangler natur, fortæller han.

- På statens arealer kan man tage en politisk beslutning og sige, at det er det, vi gør. Og jeg kunne godt ønske mig nogle politikere med røv i bukserne, der turde at sige, at det er det her, vi gør nu, og nu tøver vi ikke længere.

2:39