Mød Jes Dorph på TV/MIDT-VEST

TV 2 holder public service-høring på TV/MIDT-VEST og møder med studievært Jes Dorph-Petersen og nyhedsdirektør Michael Dyrby.

Jes-Dorph-Petersen.jpg

 

Er det landsdækkende TV 2 ikke blevet rigeligt ungdomsfikseret? Eller er TV 2 mest for de ældre, når et folketingsvalg fylder så meget i sendefladen, som det var tilfældet i september? Er TV 2 i det hele taget den public service-kanal, du forventer og ønsker - og er den værd at betale for, når TV 2 fra januar 2012 bliver en betalingskanal?

Meningerne om Danmarks mest sete tv-kanal er givetvis delte, og nu får TV 2s seere i Midt- og Vestjylland mulighed for en direkte dialog om kanalens programmer med de ansvarlige for TV 2s programudbud. Det sker ved en gratis offentlig høring, som holdes på TV/MIDT-VEST i Holstebro mandag 21. november 2011

.

På mødet stiller nyhedsdirektør Michael Dyrby op til debat og spørgsmål, og ordstyrer ved arrangementet er nyhedsvært Jes Dorph-Petersen.

De offentlige høringer er en del af medieaftalen 2011-2014, men faktisk gennemførte TV 2 sine to første public service-møder i efteråret 2010, inden forpligtelsen var trådt i kraft. Og med erfaringerne fra de to møder i efteråret 2010 i baghovedet ser Michael Dyrby frem til at debattere med seerne.

- Vi oplevede et meget engageret publikum ved to høringer, som i 2010 blev holdt i Aarhus og Odense. Lysten til debat var stor, spørgsmålene var både gode og varierede, og jeg er sikker på, at seerne i det midt- og vestjyske område udviser samme store engagement over for TV 2, siger nyhedsdirektøren.

Public service-høringen i Holstebro indledes med et kort oplæg fra Michael Dyrby om, hvordan TV 2 lever op til sine public service-forpligtelser. Efterfølgende besvarer nyhedsdirektøren spørgsmål fra salen.

På mødet deltager også seernes redaktør på TV 2, Lars Bennike, der vil fortælle om klageadgang og journalistisk etik i TV 2s programmer - og efterfølgende svare på spørgsmål. Der bliver også mulighed for at høre om og stille spørgsmål om den abonnementsbetaling for TV 2s hovedkanal, som træder i kraft 1. januar 2012.

Høringen finder sted mandag 21. november klokken 19.00 til klokken cirka 21.30

. Adressen på TV/MIDT-VEST, hvor høringen holdes, er Søvej 2, 7500 Holstebro. Tilmelding til høringen sker via e-mail til pshoering@tv2.dk, og der er adgang efter først-til-mølle-princippet. I mailen skal man angive, at det er mødet i Holstebro, man gerne vil deltage i, samt antallet af deltagere og navnene på disse.

 

Michael-Dyrby.gif

 Nyhedsdirektør Michael Dyrby