Misbrugsekspert om initiativ mod spritkørsel - Jeg tror, at mange vil sige nej tak

Misbrugsekspert Henrik Rindom tror ikke, at Midt- og Vestjyllands nye tiltag mod spirituskørsel vil have nogen effekt.

Henrik Rindom er psykiater og misbrugsekspert. Han er tilknyttet Stofrådgivningen i København.
Henrik Rindom er psykiater og misbrugsekspert. Han er tilknyttet Stofrådgivningen i København.
Foto: TV MIDTVEST

Spiritusbilister skal fremover have tilbuddet om at få misbrugsrådgivning, når de bliver taget med for høj en alkoholpromille i blodet. Misbrugsekspert Henrik Rindom sætter dog spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er nogen, der vil tage imod det.

- Jeg tror, at mange vil sige nej tak. Vi lever i en senmiddelalderlig opfattelse af, hvad alkoholafhængighed er for en størrelse, og det afspejles jo i, at man synes det er pinligt og stigmatiserende, siger Henrik Rindom, der er psykiater og misbrugsekspert.

5:46
Se indslag: Nyt initiativ skal mindske antallet af bilister, der gentagne gange sætter sig bag rattet, når de har drukket for meget.

Sidste år blev 774 bilister sigtet for spirituskørsel i Midt- og Vestjylland. Det har vist sig, at for mange af dem, politiet tager for spirituskørsel, er det ikke første gang, at alkometeret slår ud på den forkerte side af den tilladte promille.

Det er netop for at komme den tendens til livs, at et nyt samarbejde mellem Midt- og Vestjyllands Politi og Center for Rusmiddel og Forebyggelse i Holstebro er blevet til.

- Når politiet stopper bilister, hvor der er fornemmelse af, at det er andet end bare en svipser, kan politiet kontakte en lokal rusmiddelbehandler, som kan ringe pågældende op. Det kræver, at vedkommende siger ja tak og skriver under på samtykke, siger Natalie Nymann, der er rusmiddelbehandler på Center For Rusmiddel og Forebyggelse.

Det er netop den del, hvor man beder spiritusbilister om at skrive under på samtykke uden nogen belønning, der får misbrugsekspert Henrik Rindom til at tvivle på effekten.

Tror du slet ikke, initiativet vil have nogen virkning?

- Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror, det er meget begrænset. I alt god alkoholbehandling er det vigtigt, at der er et krav mod belønning - altså at man får en fordel ud af at komme i behandling. Det ville kunne få langt flere ud ad døren.

- Det kunne eksempelvis være, som vi havde engang, at man kunne få kørekortet tilbage et år hurtigere, hvis man havde været i alkoholbehandling i et år. Det betød, at rigtig mange kunne se en fordel ved at gå i behandling, fortæller Henrik Rindom.