Minister vil have skoleledere til at sikre forberedelse

Lærer skal forberede sig for at undervise godt. Det skal skolelederne sikre, siger undervisningsministeren.

undervisning.jpg

Lærerne skal have tid til at forberede sig, før de underviser børn i folkeskolen. Det er skoleledernes opgave at fordele arbejdet, så alle lærere kan arbejde tilfredsstillende. Det siger undervisningsminister Elle Trane Nørby (V) i en kommentar til en undersøgelse fra Danmarks Lærerforening, hvor fire af fem lærere mener, at de har for lidt tid til at forberede sig på undervisningen.

- Det er vigtigt, at lærerne har tid til at forberede sig, så de kan gennemføre god undervisning, siger Ellen Trane Nørby i en skriftlig kommentar.

- Det er skoleledernes opgave at bruge deres ledelsesrum til at fordele opgaverne mellem lærerne på en måde, så alle lærerne kan udføre deres arbejde på en tilfredsstillende måde for både dem selv og eleverne.

 

Danmarks Lærerforening retter skarp kritik mod folkeskolereformen og de strammere arbejdstidsregler.

- Det bliver i højere grad standardundervisning. Vi kommer til at opleve mere lærebogsstyret undervisning, siger lærerformanden Anders Bondo Christensen.

- Det er ikke det, der er intentionen. Hverken i folkeskoleloven eller med folkeskolereformen.

 

De ændrede arbejdstidsregler fra august 2014 betyder, at lærerne skal undervise tre lektioner mere om ugen uden ekstra forberedelsestid.

Undervisningsministeren understreger, at det er kommunernes ansvar at levere god undervisning i folkeskolen.

- Det er et kommunalt ansvar at sikre, at de enkelte skoler leverer undervisning af god kvalitet. Der gives heldigvis god og engageret undervisning på skolerne landet over, siger Ellen Trane Nørby.

 

Lærernes formand er uenig i, at kvaliteten er god.

- Det er dårligere undervisning til eleverne. Vi kan lige så godt sige det, som det er, siger Anders Bondo Christensen.

 

/ritzau/