Minister langer ud efter kommuner: Jeg er dybt forarget

Transport-, Bygnings- og Boligminister Ole Birk Olesen kritiserer flere af landsdelens kommuner for ikke at have styr på reglerne om brandsikkerhed. Hos flere kommuner forstår man ikke kritikken.

1:08
Transport-, Bygnings- og Boligminister Ole Birk Olesen er forarget over, at tre ud af fire plejeboliger ikke lever op til kravet om sprinklere.

Det er kommunernes ansvar, når tre ud af fire plejeboliger ikke lever op til lovkravet om sprinklere. Det mener Transport-, Bygnings- og Boligminister Ole Birk Olesen (LA).

- Det tyder på, at det står enormt alvorligt til med brandsikkerheden ude hos kommunerne. De har simpelthen ikke styr på det. Jeg er ekstremt overrasket. Jeg forventer faktisk, at kommunerne kender reglerne på området. Det er dem, der er bygningsmyndighed, fortæller ministeren.

I efteråret 2018 igangsatte Transport-, Bygnings- og Boligministeriet en undersøgelse om brandsikkerheden ude hos komunerne. Indtil videre har 57 kommuner bidraget til undersøgelsen, som viser, at 123 plejeboliger ud af kommunernes 164 plejeboliger, der er omfattet af kravet om sprinkleranlæg, ikke opfylder det.

- Jeg forventer, at kommunerne har en vilje til at overholde reglerne, især når det drejer sig om noget så vigtigt som brandsikkerhed for ældre borgere, som ofte er så svaglige, at de ikke selv kan flytte sig. Så er det bare sådan, at kommunerne tilsyneladende ser stort på det og er ligeglad med, at bygningsreglementet siger, at de skal sørge for, at der er sprinkleranlæg. Jeg er dybt forundret og også meget forarget over det.

Kritikken bliver bakket op af Ældre Sagen, der mener, det er helt afgørende, at brandsikkerheden er iorden i forhold til plejeboliger.

- Det er uacceptabelt, hvis det er de ældres liv, der skal betale for manglende kommunikation og samarbejde, fortæller Michael Teit Nielsen fra Ældre Sagen til tv2.dk.

Kommuner er uforstående over for kritikken

I Midt- og Vestjylland lever Herning-, Holstebro-, Ikast-Brande-, Lemvig-, Ringkøbing-Skjern-, Silkeborg-, Skive- og Thisted Kommune ifølge undersøgelsen ikke op til lovkravet. 

- Vi er bekendt med det og følger op på sagen, men jeg er umiddelbart tryg ved, hvordan det fungerer, fortæller Lars Sandholm, der er bygningskonstruktør hos Lemvig Kommune.

- Jeg synes, det er fint, at man undersøger sagen, men i forhold til Herning Kommune forstår jeg ikke kritikken. Vi har levet fuldt op til reglerne indtil den 1. juli 2018. Så kommer der så en præcisering i lovgivningen, og det skal vi selvfølgelig have styr på, men jeg er tryg ved den måde, det hele tiden har fungeret på, fortæller Søren Christensen, der er direktør for social, sundhed og beskæftigelsen i Herning Kommune.

Viborg-, Favrskov-, Vesthimmerland-, Struer- og Morsø Kommune har stadig ikke besvaret undersøgelsen.