Minister klar til at bremse vindmøller

Lars Christian Lilleholt erklærer krig mod den såkaldte åben-dør-procedure, der blandt andet har ført til planer om et stort vindmølleprojekt i Nissum Bredning (arkivfoto).

060815Havmoeller.jpg

Den nye energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) vil nu hjælpe kommunerne med at bremse nogle af de kystnære havvindmølle-projekter, der er undervejs rundt omkring i landet. Det skriver Jyllands-Posten.

Ministeren siger, at han vil ændre den såkaldte "åben-dør-procedure", der betyder, at kystnære vindmølleprojekter kan få grønt lys fra Energistyrelsen, uden at kommunerne kan stille noget op. Han vil give kommunerne en form for vetoret.

- Man lægger gift ud for den grønne omstilling, når man trækker store vindmølleprojekter ned over hovedet på lokale borgere, som ikke ønsker dem, siger han.

Fem steder i landet - blandt andet i Nissum Bredning i Limfjorden og i Jammerland Bugt - er der allerede givet tilladelse til forundersøgelser ud fra åben-dør-proceduren, og ministeren vil ifølge avisen ikke garantere, at disse projekter gennemføres.

Den melding får Vindmølleindustrien til at advare ministeren mod at lovgive med tilbagevirkende kraft.

Lilleholt vil nu drøfte sagen med partierne i Folketinget.