Minister kæmper for større danske fiskekvoter i EU

Fiskekvoterne for 2016 skal forhøjes, så de afspejler de forhold, vi kan se i havet, mener fiskeriforeningen.

Kutter i Thyborøn
Foto: Arkiv

Der svømmer nu så mange fisk rundt i havene, at de danske fiskere næste år skal have lov at fange flere af dem, mener miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).

På EU's landbrugs- og fiskeriministermøde, der mandag er startet i Bruxelles, presser hun derfor på for at få større danske fiskekvoter, når kvoterne i 2016 for blandt andet Nordsøen, Skagerrak og Kattegat skal besluttes tirsdag.

- Jeg er taget til Bruxelles med den klare målsætning, at den positive udvikling i bestandene skal omsættes til flere fisk til danske fiskere, siger Eva Kjer Hansen.

Hun forventer, at Danmark får større kvoter for blandt andet jomfruhummer og tunge i Skagerrak og Kattegat og en fortsat høj kvote brisling i Nordsøen.

Samtidig arbejder hun for, at en række kvoter for fisk, der fremover skal tages med i land i stedet for at blive kastet tilbage i havet, bliver hævet som kompensation for et udsmidningsforbud.

Eva Kjer Hansen vil også have kvoterne sat op med 12 procent for de fiskere, der sejler med fuld kameraovervågning og dermed kan dokumentere, at fiskeriet foregår, som det skal.

Formanden for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen, siger, at han helst vil have genåbnet en aftale fra oktober, hvor EU's fiskeriministre har reduceret næste års torskekvote i Østersøen med 20 procent og lukket et område for torskefangst i seks uger.

Men ellers ønsker han højere kvoter til kamerafiskere, større torskekvoter i Kattegat, en fortsat høj brislingekvote og kompensation for fisk, der fremover skal tages med i land, selv om de ikke må sælges.

- Kvoterne skal forhøjes, så de afspejler de forhold, vi kan se i havet, siger Svend-Erik Andersen.

Når miljøorganisationen Greenpeace kigger i havet, ser de til gengæld et behov for stramme fiskekvoter næste år for at forhindre overfiskeri.

- Vi er stadig langt fra at have genopbygget bestandene. Ministrene må fortsætte med at reducere fiskeripresset for at gøre en ende på overfiskeriet af alle bestande, siger Justine Maillot, der er Greenpeaces politiske rådgiver for EU-havene.

EU's fiskeriministre ventes tirsdag aften at vedtage fiskekvoterne for 2016.

/ritzau/