Minister i samråd efter fakkeloptog

Sundhedsministeren er nu indkaldt i samråd i Folketingets Sundhedsudvalg omkring akutberedskabet i Vestjylland. Det sker efter stor protest fra borgere.

fakkelprotest.jpg

2000 borgere troppede tirsdag op med fakler og gik gennem Holstebros gader for at demonstrere mod det sparekatalog, som Region Midtjylland mandag præsenterede. Nu ser det ud til, at deres protest er blevet hørt.

Minister i samråd

I hvert fald har Per Ørum Jørgensen torsdag kaldt sundhedsministeren i samråd i Folketingets Sundhedsudvalg omkring akutberedskabet i Vestjylland. Han vil spørge ministeren, hvordan han vil sikre, at besparelserne ikke går imod regeringens aftale med DF om, at akutberedskabet ikke bliver forringet i perioden frem til, et supersygehus i Gødstrup bliver etableret.

Politikere vil redde akutbiler

Også i Regionsrådet møder spareplanens forslag om at fjerne alle akutbiler nu stærk modstand. Et af medlemmerne af regionsrådet Jørgen Nørby (V) kalder forslaget, der skal spare 15 millioner kroner om året, for "noget makværk, der skal tages af bordet". Det siger han torsdag til Viborg Folkeblad.

Seks af de 13 medlemmer i regionens forretningsudvalg afviser også forslaget. Det er to medlemmer fra SF, tre socialdemokrater og det ene radikale medlem af forretningsudvalget.

Sparekatalog behandles i februar

De 41 medlemmer af regionsrådet holder budgetseminar den 27. januar, og sparekataloget bliver behandlet i regionsrådet den 23. februar.