Minister fastholder styrkelse af erhvervsskoler trods sparekniv

Regeringen og DF vil styrke erhvervsuddannelserne, men sparer 100 millioner kroner ifølge finansloven.

Ifølge undervisningsministeren er erhvervsskolernes egentlige udfordring at for få vælger en erhvervsuddannelse.
Ifølge undervisningsministeren er erhvervsskolernes egentlige udfordring at for få vælger en erhvervsuddannelse.
Foto: Kim Kvist, TV MIDTVEST

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) fastholder, at regeringen styrker erhvervsskolerne på finansloven, der blev indgået fredag aften.

Finansloven for næste år lægger ellers op til en besparelse på 100 millioner kroner på området, fordi der tilføres penge med den ene hånd, mens den anden svinger sparekniven.

- Det, der er vigtigt for mig, er, at vi med finanslovaftalen prioriterer erhvervsuddannelserne ved at forlænge og forhøje kvalitetspuljen til 170 millioner kroner i 2018, siger ministeren i en skriftlig kommentar.

Men det er mindre, end de besparelser skolerne pålægges andre steder i finansloven.

Erhvervsskolerne er nemlig omfattet af omprioriteringsbidraget på to procent. Det betyder, at der hvert år skæres to procent af budgetterne.

Det svarer for erhvervsskolernes vedkommende til 120 millioner om året ifølge brancheorganisation, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier.

Dertil kommer, at en pulje på 150 millioner kroner fra sidste års finanslov forsvinder. Det er sammenlagt netto et minus på 100 millioner kroner.

- I regeringen mener vi, at den offentlige sektor skal være så effektiv som mulig, og det skal omprioriteringsbidraget blandt andet være med til at sikre. Det er ikke en nem opgave, heller ikke for erhvervsskolerne.

- Det er også aftalt, at erhvervsskolerne næste år kan investere for en kvart milliard mere end oprindeligt bestemt, siger ministeren.

Hun vil gerne drøfte situationen med aftalekredsen, men "bakker naturligvis op om regeringens aftale om finanslov".

Erhvervsskolernes egentlige udfordring er, at for få vælger en erhvervsuddannelse, mener ministeren.

- Derfor er det også en del af finanslovaftalen, at vi vil følge udviklingen tæt og gør en samlet status for erhvervsuddannelserne i første halvår 2018 for at vurdere, om der skal nye initiativer til, siger hun.

Socialdemokratiet har opfordret regeringen til et hastemøde for partierne bag erhvervsskolereformen.