Minister er klar til at kompensere for aflyste koncerter

Fredag sendte regeringen en anbefaling ud om, at alle arrangementer med mere end 1.000 deltagende skal aflyses.

Coronavirusset er skyld i aflysninger af store arrangementer.
Coronavirusset er skyld i aflysninger af store arrangementer.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Regeringen er klar til at kompensere en del af de tab, som arrangører af for eksempel koncerter har, fordi de må aflyse på grund af coronavirus.

Det fortæller erhvervsminister Simon Kollerup (S).

Statsminister Mette Frederiksen (S) varslede fredag, at de danske myndigheder anbefaler, at arrangementer med over 1000 mennesker aflyses for at mindske spredningen af coronavirus.

Selv om det kun er en anbefaling, forventes det at blive efterlevet, var meldingen.

Det rammer blandt andet arrangører af koncerter, fodboldklubber og håndboldklubber, som må lukke færre ind, aflyse eller spille uden publikum.

- Jeg ser gerne på muligheder for kompensation i en eller anden grad. Der er forskellige måder at gøre det på, og vi skal finde den rette model.

- Vi kan godt se, at man mister billetindtægter, når man er nødt til at aflyse for at hjælpe til at inddæmme coronavirus, siger Simon Kollerup.

Simon Kollerup skal mandag mødes med repræsentanter for erhvervslivet for at diskutere, hvordan det konkret kan ske. Han har penge med til bordet.

- Det er klart, at det vil være noget, man skal bruge penge på at gennemføre, siger han.

/ritzau/

2:19
Danmarks største arrangement Hingstkåringen i Messecenter Herning med 50.000 gæster kører videre her i weekenden, selv om Regeringen anbefaler at der ikke afholdes arrangementer med flere end 1.000 deltagere. Og arrangørerne Dansk Varmeblod løber fra deres ansvar, når de aflyser. Sådan lyder kritikken fra en af udstillerne, som har følt sig tvinget til at pakke sammen og forlade Messecentret.