Minder går tabt: Efterskoleelever håber på at blive del af næste bølge af genåbningen

Landets efterskoleelever er ramt af nedlukningen af landet ligesom stort set alle andre. Men de håber på, at de kan få lov at være en del af genåbningen i maj.

For 30.000 efterskoleelever er foråret ikke blevet, som de havde gået og drømt om. De er nemlig hjemsendt fra efterskolerne.

En af de mange efterskoleelever er Karoline Lousdal fra Bækmarksbro, der tager sin 10. klasse på en efterskole.

- Det var så træls at få at vide. Jeg blev helt vildt ked af det, siger hun.

Den fortsatte nedlukning af efterskolerne har fået hende til at skrive et brev til statsministeren.

- Så kære Mette Frederiksen. Vi beder dig bare om en ting. Tænk lidt mere på de unge der hver dag går glip af en tid der skulle have fuldendt de minder for livet, lyder det blandt andet i brevet.

For Karoline betyder hjemsendelsen, at hun mangler sin hverdag, samtidig med at hun mister en unik oplevelse.

- Jeg synes, vi bliver lidt glemt i alle de her pressemøder, der kommer. Vi hører kun, når vi skal blive hjemme, fortæller hun.

Mor laver Facebook-opslag

En anden efterskoleelev, der kan nikke genkendende til Karoline Lausdals frustrationer, er Oliver Kristensen fra Silkeborg. 

Han skulle have nydt den sidste halvdel af sit efterskoleår på Gudenådalens efterskole, men er i stedet flyttet hjem igen. 

quoteDet bliver aldrig det samme.

Karoline Lousdal, efterskoleelev, Bækmarksbro

- Jeg savner mine kammerater, og en hverdag hvor der sker noget hele tiden. Jeg håber, vi kan komme tilbage til skolen så snart som mulig, siger han.

Situationen har fået Oliver Kristensens mor Gitte til tasterne. 

På Facebook har hun lavet et opslag, hvor hun beskylder regeringen for at svigte efterskoleeleverne.

Opslaget er blevet delt mere end 3.700 gange, og har fået 1.800 reaktioner.

- Efterskolerne er blevet overset. Jeg synes, de har fyldt for lidt i debatten og i tankerne hos regeringen. Jeg ønsker en ekstra vurdering af efterskolernes risiko for smittespredning, siger Gitte Kristensen.

Forsøger at bevare sammenholdet

For forstanderen på Vedersø Idrætsefterskole er det ikke svært at overholde kravet om at holde afstand. Alle hans elever er nemlig sendt hjem.

Men det betyder ikke, at arbejdet er sat på pause. Sammen med lærerne gør han, hvad han kan, for at give eleverne en følelse af stadig at være en del af et efterskole-sammenhold.

- Det er for at fastholde, at vi stadig er på efterskole, selvom vi er sammen hver for sig. I de kommende fire uger vil vi gøre det endnu mere blandt andet med flere kontaktgruppearrangementer sammen hver for sig, siger forstander Kim Skouborg.

På trods af de ihærdige forsøg fra skolerne, føler Karoline Lousdal ikke, at noget kan erstatte de to måneder, som hun og alle andre efterskoleelever mister under coronatiden.

- Lærerne gør en kæmpe indsats for at vi føler, vi stadig går på efterskole, men det bliver aldrig det samme, siger hun.

Derfor håber hun, at efterskolerne igen kan få lov at åbne den 10. maj.

- Vi ser jo ikke andre mennesker på vores skole. Det gjorde vi, hvis der var opvisninger. men ellers er vi isolerede, og derfor synes jeg, at man skal sige, at vi godt må komme tilbage bare uden at se andre mennesker, siger hun.

Gennem et borgerforslag forsøger efterskoler og højskoler nu at blive udelukket fra nedlukningen. 

Forslaget har knap 20.000 støtter.

Elever og forældre forstår ikke, hvorfor efterskolerne ikke er en del af genåbningen. Nu forsøger de at råbe regeringen op.

Læs flere artikler fra Midt- og Vestjylland eller i kategorien Uddannelse.